Home / featured / Aalborg vil ramme norske turister med nyt præcisionsvåben

Aalborg vil ramme norske turister med nyt præcisionsvåben

Et nyt udviklingsprojekt i Nordjylland vil udforske big data for at blive klogere på turisterne - og på sigt tiltrække flere. (Foto: Visit Aalborg)
Nordjylland og Aalborg vil tiltrække flere norske turister vil at hyre såkaldte mikro-influencers. (Foto: Visit Aalborg)

De norske turister er ekstremt vigtige for Nordjylland og Aalborg.

I 2016 var der 880.000 norske overnatninger i Nordjylland – det betyder, at de norske turister i antal kun overgås af danske og tyske turister.

Men det går den gale vej med at tiltrække nordmændene.

Fra 2015 til 2016 faldt de norske overnatninger med 4% i Nordjylland, og faldet i de norske besøgende ramte alle overnatningsformer på nær vandrerhjemmene.

Endnu værre gik det i Aalborg, hvor antallet af norske overnatninger faldt med 11% fra 2015 til 2016*

Og tendensen bekræftes af de akkumulerede tal for januar til december 2017, hvor regionen tabte 1,9% og Aalborg 2,9%  af de norske gæster i forhold til samme periode året før.**

Så noget må der gøres, og derfor har VisitAalborg, VisitNordjylland og VisitDenmark i fællesskab lanceret et nyt initiativ for at sikre flere norske turister i Aalborg og Nordjylland. Det skriver Markedsføring.dk.

Til formålet har de tre organisationer allieret sig med bureauet Brandheroes.

Mikro-influencers skal være ambassadører for Aalborg

Brandheroes har gennem de seneste to år engageret lokale mikro-influencers som ambassadører for mærkevarer som bl.a. Jack & Jones, HTH, Warner Music Group og Ecco, og nu skal erfaringerne herfra bruges til at fasttømre Aalborg i bevidstheden hos rejseglade nordmænd.

“Vi ved, at anbefalinger fra ligesindede personer betyder mere i en købssituation end nogen anden form for marketing. Det er den dynamik, vi skal have i spil, når vi sammen med 50 norske mikro-influencers skal brande Aalborg som rejsedestination,” siger Rasmus Arendt Nielsen, der er partner & CCO hos Brandheroes, til Markedsføring.dk.

Visit-organisationerne har ønsket at rette marketingindsatsen mod nordmænd bosat på den norske sydkyst.

Hvad er en mikro-influencer?

De eller den person i dit netværk du kontakter, hvis du skal have nyt TV eller plæneklipper. Mikro-influencers er folk der har indflydelse i deres eget netværk og kan påvirke netværkets holdning til produkter og brands.  (Kilde: Spinfluencer.dk)

(*Kilde: VisitNordjylland, opgørelse 2016)

**Kilde: VisitNordjylland, opgørelse akkumuleret jan-dec.17