Airbnb åbner for skattekiste af data til alle danske kommuner

Airbnb har hidtil ikke delt oplysninger om deres gæster på kommunalt niveau. Det laver dagens aftale med EU-Kommissionen om på. (Arkivfoto)
Airbnb har hidtil ikke delt oplysninger om deres gæster på kommunalt niveau. Det laver dagens aftale med EU-Kommissionen om på. (Arkivfoto)

Data om korttidsleje på Airbnb og andre deleplatforme vil fremover blive offentliggjort af EU-Kommissionen som følge af en ny samarbejdsaftale annonceret i dag.

Offentlige myndigheder i Europa vil snart få adgang til data om korttidsleje på Airbnb og andre deleplatforme som følge af en ​​samarbejdsaftale indgået mellem en række deleplatforme og Eurostat, EU’s statistikorgan.

“Aftalen giver for første gang adgang til pålidelige data om ferier og andre ophold af kortere varighed, tilbudt via deleplatforme,” skriver EU-Kommissionen i en meddelelse i dag.

“Dette vil bidrage til mere komplette statistikker om turisters ophold over alt i Europa, så de offentlige myndigheder bedre kan forstå udviklingen inden for deleøkonomi og træffe beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt,” hedder det endvidere i meddelelsen fra EU-Kommissionen.

Tal for hver kommune kommer frem

De delte data vil blandt andet inkludere antallet af gæster, der bruger deleplatforme til korttidsleje samt antallet af overnatninger. Data vil blive delt kvartalsvis og i dansk regi blive opdelt for hver enkelt kommune.

“Dette partnerskab vil hjælpe med til at sikre, at byer og regioner modtager de nødvendige oplysninger for at kunne regulere deleøkonomien effektivt. Airbnb bliver påvirket af lovgivning fra hele Europa, og vi samarbejder allerede med flere end 500 myndigheder og organisationer verden over. Vi mener, at deleplatforme har et ansvar for at samarbejde med myndigheder, og vi håber, at disse data vil blive en vigtig ressource for myndigheder i forsøget på at skabe effektive regler, der fungerer for alle,” siger Chris Lehane, Senior VP for Global Policy and Communications hos Airbnb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *