Airbnb lancerer ny betalingsfunktion

I dag lancerer Airbnb ’Pay Less Up Front’, som er en ny funktion, der giver gæster mulighed for at betale udgifterne til deres booking i to rater. (PR-foto: Airbnb)
I dag lancerer Airbnb ’Pay Less Up Front’, som er en ny funktion, der giver gæster mulighed for at betale udgifterne til deres booking i to rater. (PR-foto: Airbnb)

I dag lancerer Airbnb ’Pay Less Up Front’, som er en ny funktion, der giver gæster mulighed for at betale udgifterne til deres booking i to rater.

For at sikre deres reservation kan gæster nu betale en del af udgifterne på bookingdagen, mens det resterende beløb kan betales tættere på check-in-tidspunktet.

Tidligere skulle gæster på Airbnb betale de fulde omkostninger ved reservationen på forhånd, men med den nye funktion er betalingsmulighederne mere fleksible.

Det betyder, at gæster, som ellers ville have udfordringer med at betale på forhånd, nu kan sikre deres reservation.

“Vi har fuld forståelse for, at det kan være svært at betale for hele sin ferie på forhånd, især i januar, når budgettet kan være ekstra stramt. Derfor har vi introduceret vores nye funktion, som giver dig mulighed for at booke ferien på forhånd – for at sikre, at du ikke går glip af de bedste boliger – og først betale, når du nærmer dig rejsedagen,” siger James McClure, General Manager for Airbnb i Nordeuropa i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Amsterdam stikker stor kæp i hjulet på Airbnb

Også til gavn for værter

Den nye funktion er også til gavn for værter på Airbnb, da gæster sandsynligvis er mere tilbøjelige til at booke deres ture længere ud i fremtiden, hvis de kan fordele betalingen over flere rater.

Lanceringen af ’Pay Less Up Front’ kommer i forlængelse af lanceringen af ’Split Payments’ tilbage i november, som er en funktion, der gør det muligt for venner og familie at dele udgifterne.

’Pay Less Up Front’ vil være tilgængelig for de fleste gæster via betalingssiden, når de foretager deres booking.

For at være berettiget til funktionen skal gæster bruge mindst 1500 kroner på en bolig på Airbnb, og bookingen skal foretages mindst 14 dage før check-in.

Da afbestillingsreglerne varierer fra vært til vært, vil datoen for den sidste betaling være forskellig for hver booking og tydeligt fremgå i gæstens bekræftelsesmail.

LÆS OGSÅ: Airbnb vil dele vigtig viden med VisitDenmark