Home / Hotel & konference / Airbnb vil dele vigtig viden med VisitDenmark

Airbnb vil dele vigtig viden med VisitDenmark

Airbnb og VisitDenmark har indgået et samarbejde, der har til formål at promovere Danmark samt udveksle erfaringer om rejse- og turismetrends. (PR-foto: Airbnb)
Airbnb og VisitDenmark har indgået et samarbejde, der har til formål at promovere Danmark samt udveksle erfaringer om rejse- og turismetrends. (PR-foto: Airbnb)

Som en del af det nye partnerskab vil Airbnb og VisitDenmark sammen gøre Danmark mere attraktiv for turister ved at udveksle indsigt om og kendskab til rejsetendenser, besøgstal og deleøkonomi samt udvikle fælles kampagner.

Allerede denne måned støtter Airbnb op om VisitDenmarks julekampagne, som skal promovere dansk hygge.

Konkurrencen giver turister mulighed for at opleve hygge i alle afskygninger ved at vinde én ud af to unikke oplevelser i en hyggelig Airbnb-bolig i Aarhus eller København.

”Adgang til data spiller en vigtig rolle for at optimere markedsføringen og udvikle nye produkter, som giver turisterne en god oplevelse i Danmark,” siger Janne Grønkjær Henriksen, marketingdirektør hos VisitDenmark.

“Aftalen med Airbnb er første skridt på vejen mod at forstå Airbnb gæsten og dennes rejsemønstre endnu bedre – til gavn for hele dansk turisme.”

LÆS OGSÅ: Airbnb gør det nemmere at dele regningen

Airbnb vil være konstruktive partnere

I Danmark har Airbnb-værter åbnet døren til deres hjem siden 2008, hvilket har resulteret i mere end 1,5 millioner gæsteankomster fordelt over hele landet.

“Vi er glade for nu at skulle samarbejde med VisitDenmark om at promovere det bedste af dette smukke land og dets folk til resten af verden,” siger James McClure, General Manager for Airbnb i Nordeuropa.

“Rejser gennem Airbnb bringer allerede betydelige fordele til Danmark, og vi vil gerne være konstruktive partnere for alle i landet samt fremme innovative former for turisme.”

Ifølge en pressemeddelelse fra Airbnb har Danmark har over 31.000 aktive værter på Airbnb, der har budt mere end 730.000 gæster velkommen i det forløbne år og genereret cirka 5,18 mia. kroner. Den typiske bolig på Airbnb i Danmark deles 22 nætter om året, og en typisk dansk Airbnb-vært tjener årligt 14.600 kroner.