Home / Markedsføring / Bæredygtigt Danmarksfremstød under OL i Tokyo

Bæredygtigt Danmarksfremstød under OL i Tokyo

I forbindelse med OL i Tokyo 2020, opføres dansk designet pavillon i Hibiya parken i Tokyo. (Skærmdump fra VisitDenmark-video)

Når Danmark tager til OL i Tokyo, bliver det blandt andet med en ambition om at vise Danmark frem som foregangsland inden for bæredygtige løsninger.

I løbet af 30 dage vil et massivt fremstød sætte fokus på Danmark og danske styrkepositioner og dermed bane vej for yderligere internationalt samarbejde, investeringer og eksport. En række virksomheder har allerede vist stor interesse for at deltage i fremstødet.

Når Danmark tager til OL i Tokyo 2020, er det ikke kun for at opnå store sportspræstationer, men også for at vise danske løsninger og kompetencer frem over for et japansk og internationalt publikum.

Det er målet med et stort Danmarksfremstød, som vil finde sted i en dansk designet pavillon i Tokyos Hibiya Park under De Olympiske og Paralympiske Lege i perioden fra den 24. juli til den 6. september 2020.  

Livskvalitet bliver hovedtemaet under det 30 dage lange fremstød, hvor publikum blandt andet vil blive inspireret af innovative og bæredygtige danske løsninger gennem udstillinger, aktiviteter og events i pavillonen.

Erhvervsministeriet står sammen med VisitDenmark i spidsen for fremstødet, der blandt andet bliver udviklet i samarbejde med Industriens Fond og Realdania.

Den Danske Pavillon i Hibiya Park er designet af den prisvindende danske virksomhed Lendager Group, som har ambition om at opføre den mest bæredygtige pavillon under OL, og pavillonen vil blandt andet blive designet, så de enkelte dele kan genbruges. Dermed vil pavillonen også bidrage til de japanske værters vision om et skabe et OL, der inspirerer verden til en fælles bedre fremtid.

”OL er verdens største udstillingsvindue, som tiltrækker internationale medier, beslutningstagere og besøgende fra hele verden. Ved at opføre en pavillon midt i Tokyos Hibiya Park, hvor mange mennesker hver dag passerer forbi, har vi mulighed for at skabe opmærksomhed om Danmark og fortælle de mange gode historier om danske løsninger,” siger Jan Olsen, direktør i VisitDenmark.

Fremstødet gennemføres fra den 24. juli til den 9. august og igen den 25. august til den 6. september 2020 under De Olympiske og Paralympiske Lege. Pavillonen vil være åben for besøgende alle dagene fra kl. 11-22.