COVID-19: BC Hospitality Group varsler over 350 fyringer

På bare 8-9 dage er forretningen hos BC Hospitality Group halveret, og derfor må man nu afskedige, lyder det fra koncernen. (PR-foto)
På bare 8-9 dage er forretningen hos BC Hospitality Group halveret, og derfor må man nu afskedige, lyder det fra koncernen. (PR-foto)

Den negative påvirkning af coronavirus på verdensplan kan mærkes overalt, og særligt hos BC Hospitality Group, der er en af Danmarks største virksomheder inden for hoteller, konferencer, messer og hospitality og derfor i høj grad ramt.

Den yderst brutale opbremsning i turisme, international rejselyst, aflysninger og flytninger af arrangementer, samtidig med at de sædvanlige udgifter til drift og lønninger fortsætter på normalt niveau, er en giftig kombination, der kalder på øjeblikkelig handling, lyder det fra BC Hospitality Group.

“Vores samlede forretning er mere end halveret inden for de sidste 8-9 dage, og da det ser ud til at fortsætte på dette niveau eller måske endda bliver værre, uden at vi ved hvornår det ender, så skal vi tilpasse forretningen uden tøven. Helt konkret betyder det, at vi skal afskedige mere end 350 gode kolleger,” siger CEO hos BC Hospitality Group, Allan L. Agerholm.

BC Hospitality Group er en af Københavns største hotelgrupper og driver de tre internationale hoteller Copenhagen Marriott, AC Hotel Bella Sky Copenhagen og Crowne Plaza Copenhagen Towers, der tilsammen har knap 1.600 værelser. 

Derudover står BC Hospitality Group bl.a. bag Bella Center Copenhagen og Comwell Conference Center Copenhagen.

“Regeringen og myndighederne har efter min bedste overbevisning handlet hurtigt og ansvarligt, og der er allerede taget initiativ til forskellige hjælpepakker for turismen, herunder pakken fra Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet torsdag. Det giver os bl.a. mulighed for at aftale fleksibel arbejdsdeling med 3F, hvilket er en kæmpehjælp, som reducerer antallet af afskedigelser.”

Spørgeskemaundersøgelse

Link til spørgeskema om Danmarks nedlukning, corona og hvordan det påvirker dansk turisme

Kritiserer fagforening

“Denne mulighed kunne have været en kæmpe hjælp, men desværre har 3F Privat Hotel og Service ikke været villige til at lave det tillæg til vores virksomhedsoverenskomst, som ville være nødvendig for at benytte denne mulighed og dermed bevare op mod 200 af de overenskomstansatte i delvis beskæftigelse hos os i denne svære tid.”

“Så vi bliver desværre nødt til at sende dem alle ud i dagpenge og kontanthjælpssystemet.”

Allan L. Agerholm fortsætter:

“Vi har derfor intet andet valg end at tilpasse vores samlede bemanding øjeblikkeligt, for at sikre virksomhedens fremtid og drift. Jeg er overordentlig ked af, at situationen med coronavirus er kommet så vidt at vi ikke kan komme udenom disse tilpasninger. Vi ser imidlertid ingen andre muligheder.”

Skulle turismen og rejselysten normaliseres indenfor kort tid, er det hensigten at genansætte så mange som muligt så hurtigt som muligt, lyder det fra BC Hospitality Group.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *