Home / featured / CPH: Færre flyver i Europa, flere flyver langt

CPH: Færre flyver i Europa, flere flyver langt

I januar 2018 var der 4,5% flere rejsende på charterflyvninger fra Københavns Lufthavn. En væsentlig del af forklaringen på den stigning er en øget trafik til destinationer i Egypten. (Foto: Ernst Tobisch/Københavns Lufthavn)
I januar 2018 var der 4,5% flere rejsende på charterflyvninger fra Københavns Lufthavn. En væsentlig del af forklaringen på den stigning er en øget trafik til destinationer i Egypten. (Foto: Ernst Tobisch/Københavns Lufthavn)

Årets første måned bød på en mindre tilbagegang i antallet af rejsende i Københavns Lufthavn.

Sammenlignet med samme måned sidste år var der 2,7% færre rejsende. Der var dog både flere rejsende på de lange, interkontinentale ruter og på charterflyvninger.

“Vi har de senere måneder set en tendens til, at der er færre, der benytter CPH til at transferere, især til de europæiske destinationer. Samtidig er der stadig et tab af passagerer som følge af Air Berlins konkurs i slutningen af 2017,” siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør for Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.

“Til gengæld ser vi fortsat en pæn vækst i de interkontinentale flyvninger til destinationer uden for Europa. Det viser, at vores satsning på at tiltrække nye ruter til CPH også fører til flere rejsende. Sidste år åbnede ruten til Delhi i Indien, og i år åbner Cathay Pacific en ny rute til Hongkong, ligesom Air China åbner en rute til Beijing.”

LÆS OGSÅ: Finansminister Kristian Jensen: En stærkere lufthavn i København gavner turismen i hele landet

Egypten på vej tilbage

For år tilbage var Egypten et af danskernes foretrukne feriemål, men på grund af uroligheder i landet har der i flere år været tilbagegang.

Nu kunne det dog se ud til, at den udvikling er ved at vende, i hvert fald på chartermarkedet.

I januar var der 4,5% flere rejsende på charterflyvninger fra Københavns Lufthavn. En væsentlig del af forklaringen på den stigning er en øget trafik til destinationer i Egypten.

London er fortsat den største destination med flere end 163.000 rejsende i januar måned.

Det er dog 9,1% færre end samme måned sidste år, hvilket især kan tilskrives, at easyJet i dag flyver færre afgange mellem CPH og London.

Lars Bo Axelholm

Lars Bo Axelholm er grundlægger og redaktør på Turisme.nu. Har en baggrund som freelancejournalist, og har skrevet for en række medier, bl.a. Horestas magasin Visitor, B.T., HKKF og Værnsfælles Forsvarskommando. Redaktør på Dansk Erhvervs Årsdagsmagasin. Tidligere redaktionssekretær, jourhavende og journalist på Videnskab.dk, Bonniers, Fagbladet Ingeniøren og metroXpress.