Danskerne booker overnatninger i det fri som aldrig før

39.000 danskere bookede en overnatning i det fri på Naturstyrelsens lejrpladser i sommerperioden 2020. Det er en stigning på 12.000 i forhold til 2019. (Foto: Eli Silikova)
39.000 danskere bookede en overnatning i det fri på Naturstyrelsens lejrpladser i sommerperioden 2020. Det er en stigning på 12.000 i forhold til 2019. (Foto: Eli Silikova)

Rekordmange danskere har brugt sommerperioden på at sove én eller flere nætter i naturen.

Af Lars Bo Axelholm, redaktør, Turisme.nu

En ny opgørelse for sommerferien 2020 viser, at knap 39.000 bookede en overnatning i det fri på en af Naturstyrelsens lejrpladser.

Det er det største antal bookinger nogensinde og en stigning på over 12.000 i forhold til sommeren 2019.

Dertil kommer de mange primitive overnatningssteder og skove med fri teltning landet over, der ikke kan bookes på forhånd, men som er blevet benyttet flittigt.

Corona-effekt

Den nye booking-rekord understreger en tendens, der allerede kunne ses i foråret: At danskerne under coronakrisen er søgt ud i naturen for at slippe for coronakuller.

En undersøgelse, som Kantar Gallup udførte for Friluftsrådet i maj, viste, at hver fjerde dansker har besøgt et naturområde, de ikke har besøgt før coronakrisen.

Undersøgelsen viste også, at 34 procent opholdt sig mere i naturen, mens syv procent opholdt sig mindre i naturen under krisen. Analysen viste, at det særligt er de unge mellem 18 og 35 år, der bruger naturen mere. 

FAKTA: Booking af lejrpladser sommeren 2020

Antal personbookinger af lejrpladser for landsdele i sommerferien 2020 (uge 27-32) sammenlignet med total antal bookinger i samme uger sidste år:

20192020
Jylland11.27515.684
Fyn1.0061.712
Sjælland13.95521.493
Bornholm495109
I alt26.73138.998
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet.

Sommerpakke vil styrke udelivet

Der er etableret 78 nye primitive overnatningssteder og 80 bålpladser på de statsejede skov- og naturområder. (Foto: Martin Arusalu)
Der er etableret 78 nye primitive overnatningssteder og 80 bålpladser på de statsejede skov- og naturområder. (Foto: Martin Arusalu)

Med aftalen ”Sommer i naturen 2020” er der etableret 78 nye primitive overnatningssteder og 80 bålpladser i statens naturområder over hele Danmark.

Bag sommerpakken står Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, der inden sommerferien afsatte 19,2 mio. kr. til indsatser, der skulle sikre gode oplevelser i den danske natur og hjælpe de mange besøgende med at sprede sig mest muligt i naturen.

“Rigtig mange har de seneste måneder fået øjnene op for alle de oplevelser, der bare ligger og venter i vores fælles natur,” siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

“Af samme grund har jeg tidligere åbnet op for fri teltning langt flere steder i hele Danmark, og vi har også lavet flere overnatningspladser og bålsteder, så endnu flere kan nyde en nat i naturen i efteråret,” siger hun.

Infrastruktur mangler

Men selv om danskerne altså tilsyneladende har genopdaget naturen som åndehul, så mangler der stadig en ordentlig infrastruktur, når det gælder cykel- og vandreruter.

“Der er stor interesse for eksempelvis vandring og cykelturisme i Danmark i øjeblikket, så derfor er det ærgerligt, at sammenhængen i stier og cykelruter ikke er bedre. Der er i dag ingen fælles platform til formidling af, hvilke stier og ruter der findes,” sagde Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet i juni.