Home / Blogs / De fordømte pejlemærker – proces og indhold

De fordømte pejlemærker – proces og indhold

Peter Kvistgaard, turisme- og oplevelsesforsker, Ph.D. (Foto: Tove Koch)
Peter Kvistgaard, turisme- og oplevelsesforsker, Ph.D.
(Foto: Tove Koch)

BLOG: I mit blogindlæg Yes Minister! Dansk turismes nye regime’ skrev jeg, at jeg ville se nærmere på Kommunernes Landsforenings, KLs, såkaldte pejlemærker i forbindelse med Lovforslag nr. L 67 bedre kendt som ‘Forslag til Lov om ændring af lov om dansk turisme og lov om VisitDenmark’.

Bag ved lovforslaget er der et stort arbejde med at etablere en række pejlemærker, som dansk turisme skal navigere efter i forhold til den store strukturelle ændring, der er undervejs.

Men hvad er et pejlemærke egentlig?

Et pejlemærke er ifølge Den Danske Ordbog en genstand, fænomen eller forhold, som man bruger til at tage bestik af situationen med. Det vil sige, at det faktisk ikke er en regel eller en bekendtgørelse eller en del af en lov.

I lovforslaget er ordet ‘Pejlemærke’ ikke nævnt.

En turismeaktør spurgte mig for nylig, hvordan det kunne være.

Jeg svarede, at pejlemærkerne er en udmøntning af lovforslaget og derfor ikke omfattet heraf. Om det er det rigtige svar, må jurister svare på.

Det, jeg er optaget af i dette blogindlæg, er arbejdet med pejlemærkerne. Eller håndteringen af pejlemærkerne.

Jeg var deltager på KLs turismetræf på Tirpitz i september 2018.

Jeg så meget frem til at få præsenteret pejlemærkerne, som jeg bare havde hørt om på det tidspunkt.

Det, jeg blev præsenteret for, kunne forekomme noget tyndt. Det var stort set intetsigende. Og pejlemærkerne gav mig ikke nogen forståelse for al virakken blandt politikere, embedsmænd og turismeaktører.

Til min store overraskelse fortalte adskillige deltagere på turismetræffet mig, at de skam havde set mere uddybende og detaljerede pejlemærker adskillige måneder før Kls turismetræf.

De følte, som de udtrykte det, at de vidste mindre efter turismetræffet, end da de kom – på pejlemærkerne altså.

Jeg havde på det tidspunkt stadig ikke set pejlemærkerne i detaljer.

Det kom jeg til efter 1. oktober, hvor KL holdt et debatmøde med en lang række aktører om pejlemærkerne.

Hver deltager fik udleveret et nummeret stykke papir med pejlemærkerne. Men papiret skulle leveres tilbage efter mødet. Deltagerne måtte ‘af hensyn til den politiske proces’ ikke tage papiret med.

Heldigvis var der nogle deltagere, der var decideret ulydige. De tog billeder af papiret, og jeg har efterfølgende fået pejlemærkerne tilsendt.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Bureaukrati af værste skuffe

Jeg vil som sådan ikke blande mig i, om pejlemærkerne er rigtige eller forkerte.

Om de gør noget godt eller skidt for dansk turisme.

Men jeg forbeholder mig retten til at mene, at den type ageren ikke er et godt tegn for dansk turismes udvikling.

Det er bureaukrati, teknokrati og hemmelighedskræmmeri af værste skuffe. Værst af det hele er, at det er ekskluderende.

Der er mange måder at lave policy på. Men den allerværste er, når man lader som om, man er inkluderende, men faktisk er ekskluderende. Blandt andet gennem ordvalget ‘Pejlemærke’.

Pejlemærkerne italesættes som uskyldige. Altså noget man bruger til at tage bestik med. Men jeg ville da blive noget forundret, hvis pejlemærkerne ikke er tænkt som den konkrete udmøntning af lovforslagets strukturelle og økonomiske dele.

Da jeg ikke selv har været indbudt til disse seancer, har jeg ikke noget førstehåndsindtryk af, hvordan det er foregået.

Jeg må forlade mig på de kilder, der har fortalt mig om det. At dømme ud fra disse kilder, har der været en proces, der ikke har været til særlig megen gavn for aktørerne.

Det forekommer som om, man har været klar over, hvad pejlemærkerne skulle indeholde og så skulle man ‘bare’ gennemføre en legitimeringsproces.

LÆS OGSÅ: Lonely Planet elsker København – og hvad kommer det os ved?

Hvor er beregningerne?

På KL’s konference 1. oktober blev spørgsmålet stillet, om KL ville fremlægge dokumentation for beregningsmodellerne bag pejlemærkerne.

Hertil blev der efter sigende svaret, at det ville man ikke.

Det forholder jeg mig stærkt kritisk over for, hvis det forholder sig sådan.

Hvis man etablerer en række pejlemærker, hvor man har beregnet, at en stærk destination skal dække over et område med mindst 1-1,5 mio. overnatninger, skal have en samlet turismeomsætning på mindst 2,5-3,5 mia. kr. og skal have en kommunal basisfinansiering på mindst 9-11 mio. kr. årligt eksklusive projektmidler, ja så forventer jeg, at man kan fremlægge en plausibel forklaring på og metode til, hvordan man er nået frem til lige præcist disse tal.

Særligt når sådanne tal får så stor betydning, som synes at være tilfældet – især i kommunerne.

Pejlemærkerne definerer hverdagen for så mange mennesker, der arbejder med turismefremme, at det forekommer arrogant ikke at fremlægge beregningsmodellerne.

Det forekommer som om, det er et på forhånd aftalt spil, som aktørerne, hvis dagligdag påvirkes i så ekstrem grad, ikke har noget reelt ‘say’ på.

Stolelegen er i gang

Hvad er det så, disse pejlemærker betyder derude?

Baseret på adskillige samtaler betyder det, at der går voldsomt mange timer med alt andet end fremme af dansk turisme. Organisering fylder rigtig meget, og der er gået stoledans i den rundt omkring.

Politikere med erfaring fortæller mig, at den nuværende situation minder om stolelegen ved den seneste kommunalreform.

Det betyder bare, at dansk turisme igen igen synes at være ramt af strukturdebatter og tidsspilde.

Jeg skrev for nylig, at jeg er bange for, at det hele er much ado about nothing, som den gode Shakespeare skrev for så mange år siden.

Under alle omstændigheder forekommer hele processen mig at være på skrømt. Det forekommer mig at være orkestreret fra centralt hold med et helt bestemt sigte, nemlig at centralisere dansk turisme mest muligt.

Måske har man fra erhvervsministeriets vinduer ikke helt kunne overskue dansk turisme, og så er det jo nemt at prøve at strukturere sig til overblik. Sårn fra oven. Hvis operationen lykkes, vil dansk turisme være en koncernlignende ting. Lidt á lá en hotelkoncern. Med en klar styring og en række medarbejdere, der gør, hvad de får besked på.

Men hov, er dansk turisme lige præcist det?

Er dansk turisme en central foranstaltning? Gad vide om erhvervsministeriets folk – og ministeren selvsagt – nogensinde har mødt en turist?

Gad vide om de nogensinde har ”kastet fisk” med en turist? Gad vide om de nogensinde har fortalt de fede historier om et sted med en glød i stemmen, som netop kun en lokalkendt kan?

Jeg tvivler på det. Jeg tvivler også på, om den nye centraliserede model kan netop det.

Gad vide om man er ved at sælge ud af turismens kerneværdier. Gad vide om man ved, at det er uhyre svært at orkestrere ”localhood”, som Wonderful Copenhagen kalder det.

LÆS OGSÅ: Digitalisering i turismen er mere end markedsføring

Hvorfor fordele til Wonderful Copenhagen

Nu vi er ved Woco, så siger pejlemærkerne i udkast, at Woco på linje med andre destinationsselskaber skal kunne søge destinationsudviklingspuljen. Ifølge ministeriets forståelse, som det hedder.

Men hvorfor nu det?

Hvorfor skal Woco kunne det, når Woco på linje med VisitDenmark er finansieret via finansloven?

Hvordan kan det være, at man begunstiger Woco på denne måde?

Indtil videre er der ingen svar på den slags spørgsmål. Ingen vil svare. Gad vide om, man overhovedet kan svare plausibelt på det spørgsmål?

Og hvis der kommer 25 destinationsselskaber, og alle kan søge om de ret begrænsede midler på 40 mio. kr., ja så kommer nogle af de allerede etablerede selskaber i klemme økonomisk. Og hvis Woco også skal kunne søge på lige fod med andre selskaber, ja så giver det hele da først ingen mening.

Men behøver det overhovedet at give mening, hvis man har et centralt styret system, hvor alle bare siger ”Yes Minister!”?

Pejlemærker er ikke uskyldige ord i denne proces.

Man siger pejlemærker, men mener faktisk regler og krav, som de kommunale aktører skal rette sig efter.

De skal bruge mange ressourcer på at reorganisere sig. De skal finde sammen i nye konstellationer, som ikke er defineret af markedskræfterne, som man ellers kunne forvente af en liberal regering, men defineret af en centralistisk tilgang til turismeudvikling.

Så pejlemærker er meget mere end pejlemærker. De er politiske værktøjer til at få folk til at gøre, som man ønsker af dem. Blandt andet gennem brug af midler, som man kan søge. Hvilket jo så igen er et konkret magtmiddel.

Jeg har ladet mig fortælle, at nogle kommuner faktisk overvejer ikke at deltage i stoledansen lige nu. De kan ikke se sig selv i nye destinationsdannelser.

Jeg kan godt frygte, at KL med brugen af ordet Pejlemærke har lullet sig selv og andre i søvn, så det hele ikke virker så farligt som først antaget. Hvor farligt kan et pejlemærke lige være. Det er jo ikke en regel eller et krav. Eller er det?

Af turisme- og oplevelsesforsker Peter Kvistgaard, Ph.D.