Home / featured / Destination Bornholm lancerer fotokonkurrence

Destination Bornholm lancerer fotokonkurrence

Med en fotokonkurrence vil Destination Bornholm hylde de bedste billeder fra Bornholm. Det sker på Instagram under hashtagget #bornholmmoment (Arkivfoto: Pelle Martin/Unsplash)
Med en fotokonkurrence vil Destination Bornholm hylde de bedste billeder fra Bornholm. Det sker på Instagram under hashtagget #bornholmmoment (Arkivfoto: Pelle Martin/Unsplash)

Destination Bornholm har netop lanceret en fotokonkurrence på Instagram. Udvalgte billeder fra konkurrencen bliver senere udstillet i Bornholms turistinformationer.

Det bugner med billeder af Bornholm, ikke mindst på de sociale medier. Destination Bornholm ønsker at hylde og fejre de bedste og smukkeste øjeblikke, der dagligt dukker op.

Det sker med fotokonkurrencen ‘Bornholm moment’. Konkurrencen er allerede skudt i gang på Instagram.

Masser af influencers, fotografer, turister og ikke mindst bornholmere tager turen rundt på Bornholm for at forevige deres oplevelser også af steder, der ikke finder vej i turistbrochurerne.

Mange af disse billeder fortjener endnu mere fokus. Destination Bornholm beder derfor nu om hjælp til at lave en smuk og alsidig fotoudstilling i Bornholms Velkomstcenter i Rønne, som årligt besøges af omkring 70.000 gæster og som har størrelsen til at rumme en større udstilling.

Efter konkurrencen vil et udvalg af de valgte billeder blive eksponeret i øens øvrige turistinformationer.

”Med denne fotokonkurrence ønsker vi at vise det bedste fra Bornholm uanset årstid,” siger Kristina Lindberg fra Destination Bornholm.

”Vi håber at alle, der holder af øen og ligger inde med smukke billeder, vil deltage i konkurrencen.”

Hashtag bornholmmoment

Fotoudstillingen sætter fokus på at Bornholm er fantastisk på alle årstider, og at de bedste øjeblikke kan fanges på alle tidspunkter.

Alle kan deltage i fotokonkurrencen på Instagram ved at poste et eller flere billeder med hashtagget bornholmmoment.

Konkurrencen løber frem til 1. marts 2020, hvor Destination Bornholm udvælger 100 billeder. Herefter vil et ekspertpanel udpege 25 billeder, der bliver udstillet i Bornholms Velkomstcenter i perioden påske 2020 – efterår 2020.

Konkurrencen har været i gang i en lille måned. På nuværende tidspunkt har Destination Bornholm allerede modtaget 1.400 billeder med #bornholmmoment, hvilket viser at interessen for at dele Bornholm med andre er stor.