Det forunderligt vidunderlige danske vejr og hvordan du markedsfører det

En typisk dansk sommerdag ved stranden, som vi kender dem. Men det er ikke den form for billeder, der bliver brugt i markedsføringen af danske feriedestinationer. (Foto: Marie Vestergaard Madzak)
En typisk dansk sommerdag ved stranden, som vi kender dem. Men det er ikke den form for billeder, der bliver brugt i markedsføringen af danske feriedestinationer. (Foto: Marie Vestergaard Madzak)

BLOG: Er jeres turisme-markedsføring fyldt med idylliske solbeskinnede strande, badedyr og børn med is? Turismeindustrien i Danmark bør nuancere forståelsen af vejret som diametrale modsætninger af ‘godt’ og ‘dårligt’, skriver dagens blogger Marie Vestergaard Madzak, konsulent, ph.d., Teknologisk Institut. Hun giver 4 konkrete forslag til, hvordan det forunderlige og omskiftelige danske vejr kan markedsføres.

Af Marie Vestergaard Madzak, konsulent, ph.d., Teknologisk Institut

Vejret er en vigtig faktor – både hvad angår større fænomener som klimaforandringerne og deres konsekvenser på verdensplan, og mindre aktiviteter såsom, hvor man skal tage hen på ferie.

I Danmark taler vi meget om vejret – det er et allestedsnærværende emne i hverdagens samtaler fra globale katastrofer, til hvad man skal have på i dag, hvor man skal hen, hvad man skal lave, og det kan i høj grad påvirke, hvordan man har det.

Vi hører ofte om vinterdepression, men kender også savnet af en rigtig god regnvejrsdag efter en lang række solskinsdage.

I turisme-regi beskrives vejret ofte ud fra to yderpunkter.

På den ene side har vi det skønne solskin og de aktiviteter, det inviterer til, såsom at slænge sig ved poolen og boltre sig på stranden.

Dagens blogger, Marie Vestergaard Madzak, er konsulent, ph.d., Teknologisk Institut.
Dagens blogger, Marie Vestergaard Madzak, er konsulent, ph.d., Teknologisk Institut.

Modsat finder vi de skumle, grå, regnfulde dage, som repræsenterer noget, du beskytter dig imod og noget, du venter på, skal passere. Vejret skildres ofte fra forenklede vinkler, hvor regn og vind er ‘dårligt’ og sol er ‘godt’.

Der er generelt brug for at differentiere det billede, vi bliver præsenteret for.

Især i turismeindustrien i Danmark (og vejrmæssigt beslægtede destinationer) er der behov for at nuancere forståelsen af vejret som diametrale modsætninger af ‘godt’ og ‘dårligt’.

På et bredt udsnit af de danske hjemmesider finder man billeder, der fremhæver solbeskinnede (tomme) strande og glade folk i sommertøj og solbriller.

Men er det et præcist billede af det danske vejr som vi kender det?

Især i turismeindustrien i Danmark (og vejrmæssigt beslægtede destinationer) er der behov for at nuancere forståelsen af vejret som diametrale modsætninger af ‘godt’ og ‘dårligt’.

Marie Vestergaard Madzak

Vejret en del af ferieoplevelsen

Det at tage på sommerferie fremstilles generelt som at forlade det grå og regnfulde vejr derhjemme og rejse til solrige, blå himmelstrøg.

Dog kan sommerferien, som de fleste har oplevet på egen hånd, medføre al slags vejr, overskyet, blæsende og smådryppende, som kræver at man ’forhandler’ med sig selv om sine ferieaktiviteter i forhold til vejret.

For turister er vejret en iboende del af ferieoplevelsen – det er den base, vi beslutter vores handlinger ud fra. Dertil er masseturismen kraftigt overrepræsenteret af pakketure til Middelhavssolen og søgen efter et turistparadis med evigt solskin, palmer og hvidt sand.

De vejrtyper, der ligger ’midt i mellem’, bliver bagatelliseret eller ignoreret helt, selvom det er en del af de fleste ferieformer. Men… nu bliver vi nok alle hjemme i det uforudsigelige danske vejr i år – hvad gør vi så?

I stedet for at blive set som hinandens modsætninger er ‘godt’ og ‘dårligt’ vejr begreber, der forhandles og varierer i forhold til kontekst, kulturel baggrund, erfaring og præferencer.

Vi fremhæver hyggen

Blæsende, vådt vejr er indlejret i de fleste menneskers ferieoplevelse og kan være fundamentet, hvorfra ekstraordinære oplevelser udspringer.

Når vi samler os indenfor, tager paraplyen frem eller regntøjet på, er det ikke nødvendigvis fordi, vi vil afskærme os fra ’dårligt’ vejr, men mere fordi vi fremhæver de udvekslinger mellem ’indre’ og ydre’ der sker.

Dette er især relevant i forhold til begrebet ’hygge’, som er en vigtig del af Danmarks brand.

Når vi skærmer os for vejret, er det ikke fordi det skal ses som en modstand mod truslen og faren ved det ydre, men snarere en følelse af tryghed og sikkerhed – netop essensen af hygge.

Vi fremhæver hyggen på baggrund af udvekslingen mellem varme og kulde, vådt og tørt, lys og mørke.

For eksempel at tage en dukkert i havet i maj, hvorefter du går i sauna eller sætter dig på stranden med kaffe på termokanden i varmt tøj og tykke sokker. Eller når du samles med en flok venner omkring et bål, eller tager en cykeltur i silende regn efterfulgt af et varmt bad – så det føles ekstra velfortjent, og ekstra varmt.

Alle disse handlinger; at tage varme sokker på, spille kort inde i teltet, snakke sammen mens regnen drypper og brugen af materielle genstande som kaffe, spil, strikketøj, radioer, tæpper og bøger såvel som andre mennesker, er vigtige for den materielle iscenesættelse og forestillinger om ‘at nyde dårligt vejr’.

Når vi skærmer os for vejret, er det ikke fordi det skal ses som en modstand mod truslen og faren ved det ydre, men snarere en følelse af tryghed og sikkerhed – netop essensen af hygge.

Marie Vestergaard Madzak

Artiklen fortsætter under fotoet

Foto: Ian Keefe

Prøv at se på Pinterest

Det kræver kompetencer og egen erfaring at vide, at disse oplevelser faktisk er positive, så rammerne skal opstilles tydeligt for dem, der ikke har kastet sig ud i det i endnu.

De skal tages i hånden, så barriererne ikke bliver for store. Vis dem gennem fortællinger og billeder, hvordan man agerer i forhold til forskellige vejrtyper.

Lad dig for eksempel inspirere af Pinterest, hvor det vrimler med billeder af folk med tykke sokker, varme soveposer, siddende omkring et bål, badende i regnen og med drivende skyer foroven. Disse billeder og fortællinger skal formidles til dem, der ikke har erfaret det selv (eller har glemt hvordan det er eller hvordan man gør).

4 gode råd

 Mine 4 bedste råd til at markedsføre det danske vejr:

  • Tag altid højde for det omskiftelige danske vejr, når du udvikler services, koncepter eller lignende
  • Fremhæv det danske vejr – forsøg ikke at skjule det eller pakke det væk
  • Tænk ikke i vejrtyper som gode eller dårlige, men fokuser i stedet på, hvad de tillader og inviterer til – og fremhæv det!
  • Tag udgangspunkt i det ’lokale’ vejr lige der, hvor du er – er der for eksempel meget vind og dermed høje bølger, så spil på det

Vejret er ikke kun baggrund for diverse aktiviteter. Det er vævet ind i og påvirker vores handlinger, følelser og oplevelser. Lad os ikke bagatellisere det lunefulde danske vejr – lad os fremhæve det for alle dets omskiftelige, vidunderlige aspekter!

Foto: Ross Sneddon