Flere turister vil have bæredygtighed på ferien

Bæredygtig turisme favner både det økonomiske, miljøtekniske og sociale område (Foto: Jard Rusticus)

Bæredygtighed er blevet en del af turisternes mindset, viser en ny undersøgelse fra VisitDenmark.

Sortering af affald, grøn transport og køb af lokale produkter. Flere og flere turister forventer, at bæredygtighed og miljøhensyn vil påvirke deres fremtidige rejsevalg.

Det viser en stor undersøgelse, som VisitDenmark netop har offentliggjort, og som er baseret på flere end 6.000 interview på nærmarkederne Tyskland, Norge, Sverige og Holland. 

Det er særligt i Tyskland og Holland, at antallet af ‘grønne idealister’ er steget.  

Grønne idealister

Ifølge undersøgelsen forventer 44 procent af tyskerne, at miljøvenlige og bæredygtige hensyn i høj eller meget høj grad vil få betydning for deres fremtidige rejsevalg. Det er en signifikant stigning siden 2019, hvor andelen lå på 38 procent.

I Holland er andelen af grønne idealister steget fra 22 procent til 35 procent. I Sverige og Norge er andelen af grønne idealister stort set på samme niveau, nemlig 34 procent af svenskerne og 24 procent af nordmændene.

”Bæredygtighed er blevet et emne, som optager en betydelig og stigende andel af turisterne på vores vigtige markeder,” siger marketingdirektør i VisitDenmark, Janne Grønkjær Henriksen. 

“Derfor skal bæredygtighed højt på agendaen,  når dansk turisme skal genstartes som konsekvens af corona-krisen. Det sociale, økonomiske og grønne område skal tænkes sammen,” siger hun.

Du finder analyserne hos VisitDenmark