Home / Ideer & vækst-initiativer / Har du turismens X-faktor?

Har du turismens X-faktor?

Projekt TourismX afholder auditions i hele landet for at finde projekter med turismens X-faktor. Auditions er allerede afholdt i bl.a. Varde og Aalborg, mens du stadig kan nå det i København, Rønne og på Møn. (Photo by rawpixel.com on Unsplash)
Projekt TourismX afholder auditions i hele landet for at finde projekter med turismens X-faktor. Auditions er allerede afholdt i bl.a. Varde og Aalborg, mens du stadig kan nå det i København, Rønne og på Møn. (Photo by rawpixel.com on Unsplash)

Flydende campingvogne flere steder i landet, interaktive lydfortællinger, der rykker danske museer ud i gaderne med 3D-lyd, og en sydsjællandsk vinbonde, der vil styrke sin forretning med turisme.

Det er nogle af de projekter, der stiller op i et nyt landsdækkende projekt, TourismX.

Projektet skal styrke innovationen i dansk turisme ved at koble 40 små og mellemstore virksomheder sammen med innovationsmiljøer og nyeste forskning.

Her skal virksomhedernes egne idéer og produkter testes og videreudvikles.

Derfor tager Wonderful Copenhagen og Dansk Kyst- og Naturturisme netop nu rundt i landet for at finde virksomheder med idéer, udfordringer eller de produkter, som har det største potentiale for at løfte både turismen og virksomheden.

TourismX projektet kobler deltagerne sammen med erhvervskonsulenter og med andre virksomheder, som er relevante for udviklingen af den pågældende idé eller produkt.

Målet er at gøre de deltagende idéer og produkter til færdige koncepter eller prototyper og teste dem blandt brugerne, så de er klar til introduktion på markedet.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

X-faktor der skaber innovation

TourismX inviterer danske virksomheder til at præsentere oplagte idéer og produkter, når Wonderful Copenhagen og Dansk Kyst og Naturturisme rejser Danmark rundt og afholder
auditions i bedste X-factor-stil.

Her præsenterer deltagerne deres idéer, produkter og udfordringer for et panel, der udvælger de bedst egnede.

Dog er Blachman her skiftet ud med eksperter i innovation, erhvervsudvikling og turisme – og deltagerne måles ikke på sang og show, men alene på potentiale for at skabe innovation inden for dansk turisme.

Projektet handler om mere end de 40 udvalgte virksomheder.

Det afgørende er at udvikle en viden, som styrker turismebranchen og udvikle nogle løsninger, som hele branchen kan lade sig inspirere af.

”Vi har stort fokus på at skabe udvikling i dansk turisme på tværs af landet og ikke mindst i Greater Copenhagen,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

“Så det er naturligt for os at gå sammen med Dansk Kyst- og Naturturisme om dette projekt, som vil skabe innovation på baggrund af nye samarbejder,  ny teknologi og professionel sparring,” siger han.

“Vi har behov for at sætte gang i innovation i turismesektoren, der er præget af mange små- og mellemstore virksomheder. Målet er nye turismeprodukter, der både øger sektorens indtjening og turisternes tilfredshed.”

LÆS OGSÅ: I baghjulet på en sydkoreansk turist i København

Nye løsninger på eksisterende udfordringer

Tanken bag TourismX er skabe innovation i turismen ved at tage udgangspunkt i virksomhedernes egne idéer.

Ved at tilbyde en professionel sparring og nogle skræddersyede forløb, vil projektet skubbe på, så flere idéer bliver ført ud i livet.

Samtidig åbner projektet for nogle tværfaglige samarbejder, som kan føre til nye løsninger på eksisterende udfordringer.

”Der er stort behov for at tænke i nye løsninger, der kan rykke turismen. Derfor synes jeg, at det er enormt spændende, at vi med TourismX dykker ned i det hav af gode idéer, der utvivlsomt spirer rundt om hos de danske virksomheder og iværksættere,” siger Jens Hausted, direktør hos Dansk Kyst- og Naturturisme.

TourismX er for små og mellemstore virksomheder, men iværksættere med store drømme er også velkomne.

Din forretning behøver ikke være inden for den klassiske turisme, men du skal have en ambition for at få det. Enten med direkte salg til turister eller som leverandør til en turismevirksomhed.

Auditions:

2. maj / Eksperimentariet / København

2. maj / Destination Bornholm, Rønne

4. maj / Geocenter Møns Klint / Møn

 

FAKTA Projektet gennemføres i et partnerskab mellem Dansk Kyst- og Naturturisme og Wonderful Copenhagen. Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet deltager som videnspartnere i projektet. Den samlede projektsum er 20 mio. kr. baseret på EU-medfinansiering, støtte fra de 5 regioner og privat medfinansiering. Wonderful Copenhagen står som projektansvarlig for den del af projektet, der vedrører Greater Copenhagen (Sjælland og Øerne), mens Dansk Kyst- og Naturturisme varetager Jylland og Fyn.