Home / Bagsiden / Islandsk charmeoffensiv: Prøv kræfter med verdens sværeste karaokesang

Islandsk charmeoffensiv: Prøv kræfter med verdens sværeste karaokesang

(Foto: Inspired by Iceland)
(Foto: Inspired by Iceland)

BAGSIDEN: Island, der er verdensberømt for sine vulkaner og fantastiske natur, tager nu også humoren i brug for at trække turister til.

Island er, i øvrigt ligesom Danmark, begavet med et sprog, som udenlandske gæster sikkert ryster på hovedet af. Og hvorfor ikke udnytte netop det svært tilgængelige sprog til en turistkampagne?

Inspired by Iceland lancerede i den forgangne uge en ny videokampagne, der er døbt ’The Hardest Karaoke Song in the World’ – altså verdens sværeste karaoke-sang.

I kampagnen udfordres turister til at give sig i kast med det svære islandske alfabet.

Sangen arbejder sig igennem de 32 bogstaver i det islandske alfabet og kaster sig over nogle af de mest almindelige ord og udtryk i det islandske sprog.

Sangen ’The A-Ö of Iceland’ bliver sunget af den lokale komiker Steindi Jr., og undervejs får vi lært forskellen på ‘kaffi’, (kaffe), ‘töskur’ (taske) og en  bílaleigubíll (udlejningsbil) og hvorfor man altid skal huske at tage sine sundskýla (badebukser) med til sundlaugar (svømning).

Den mest underholdende del af videokampagnen er nok den skæve anden video, hvor Inspired by Iceland har inviteret et par turister til at give sig i kast med at synge karaoke-sangen for rullende kameraer. Især det islandske ord for udlejningsbil volder en del kvaler, kan vi afsløre.