Home / Blogs / Helårsturisme – utopi eller guldgrube?

Helårsturisme – utopi eller guldgrube?

Martin HH Bender, direktør, VisitSydsjælland-Møn A/S.
Er helårsturisme en guldgrube eller en utopi, spørger Martin HH Bender, direktør, VisitSydsjælland-Møn A/S i sit blogindlæg.

BLOG: Hvis vi gerne vil have vækst i det sjællandske turisterhverv, så er en udvidelse af turistsæsonen et rigtig godt bud. Men det kræver, at vi har spændende varer på hylden fra oktober til marts, så turisterne også møder underholdende attraktioner, dejlige restauranter og hyggelige overnatningssteder – i stedet for at møde et skilt med vinterlukket. Spørgsmålet er, om helårsturisme er en guldgrube eller blot en utopi?

Her i januarmørket er der sikkert mange, der længes tilbage til sommeren 2018.

Uge efter uge med solskin og badevandstemperaturer på den rigtige side af 20 grader.

En sommer, hvor hoteller, campingpladser og udlejere af sommerhuse kunne glæde sig over mange glade turister.

Turismen giver arbejdspladser, og vel at mærke den slags arbejdspladser, som ikke kan udflyttes til Polen eller Ukraine – men udfordringen er, at vores kapacitet i turisterhvervet allerede er tæt på at være fuldt udnyttet i højsæsonen.

Der kan – lidt populært sagt – ikke proppes flere tyskere ind i sommer-husene eller flere hollændere ind på campingpladserne, når solen skinner i juni, juli og august.

Så hvordan opnår vi vækst i turismeerhvervet og får skabt endnu flere jobs?

Vi kunne selvfølgelig bygge en række nye badehoteller eller ferieresorts, men den slags koster millioner og investorerne står desværre ikke i kø for at kaste sig ud i den slags projekter.

Derfor er en udvidelse af sæsonen den næste mulighed, der byder sig til.

Hvis vi kan få turisterne til at booke et sommerhus i februar eller et hotelværelse i marts, så får vi udnyttet kapaciteten bedre.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

LÆS OGSÅ: Brug din gæst som medskaber

Naturen holder åbent 365 dage om året

I min optik giver det rigtig god mening, at vi får ’spredt forretningen’ ud over hele året. Vores strande og skove er jo også fantastiske, når vinden rusker, og så holder naturen åbent hele året.

Tyske turister går gerne en tur langs Vestkysten i stormvejr, og i København er Tivoli et godt eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at forvandle en typisk sommerattraktion til en helårs-oplevelse.

Men hvorfor holder restauranter, hoteller og attraktioner på Sjælland så ikke åbent hele året?

Jeg tror, det er en kombination af branchens traditioner; altså vi ’plejer jo at holde lukket’ – og endelig det faktum, at værdikæden ikke hænger sammen, og dermed bliver det en kædereaktion. Måske har cafeen åbent, men til gengæld holder hotellet lukket. Hvis ikke turisten kan få hele oplevelsen, så bliver de hjemme. 

Naturen har åbent hele året rundt – men hvad nytter det, hvis frokostrestauranten, cafeen, museet eller hotellet holder vinterlukket?  

LÆS OGSÅ: Lavere færgepriser virker: Tyskerne strømmer til Bornholm

Vi skal løfte i flok

Min pointe er, at for at helårsturisme skal kunne lade sig gøre, må vi angribe det lige som, når vi skal løfte et bord: Der skal løftes i alle fire hjørner samtidig.

Men er det en utopi? Er det i virkeligheden helt umuligt for turismeaktørerne på Sjælland at holde faciliteterne åbne i vintermånederne?

Jeg har ikke det endegyldige svar, men på VisitSydsjælland-Møns nytårskonference den 28. januar undersøger vi, om drømmen om helårsturisme kan realiseres.

Her mødes turismeaktørerne fra Sydsjælland og Møn med en lang række eksperter fra ind- og udland for at diskutere, om helårsturisme er en guldgrube eller utopi. Hvis du har lyst til at blive klogere på udfordringen, så er du meget velkommen.

LÆS OGSÅ: Madglade turister er blevet mere tilfredse med Danmark