Her er de 20 feriehus-destinationer, der kan blive hårdest ramt af Danmarks lukkede grænser

En række kommuner på Vestkysten er stærkt afhængige af de udenlandske feriegæster, men også Haderslev og Sønderborg har en stor andel udenlandske gæster. (Foto: Sandro Kradolfer)
En række kommuner på Vestkysten er stærkt afhængige af de udenlandske feriegæster, men også Haderslev og Sønderborg har en stor andel udenlandske gæster. (Foto: Sandro Kradolfer)

Coronakrisen har skabt massiv usikkerhed hos de danske sommerhusområder, der set over en bred kam er dybt afhængige af udenlandske turister. Nogle områder har dog udsigt til en hårdere sommer end andre, da udenlandske turister sidste år her stod for godt 9 ud af 10 feriehusovernatninger. “Situationen er hamrende alvorlig,” lyder det fra Destination Vesterhavet.

Af Lars Bo Axelholm, redaktør, Turisme.nu

Store sommerhuskommuner som Varde Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune står til en hård sommer, hvis de udenlandske turister i mørket af den aktuelle corona-pandemi enten vælger eller tvinges til at vende Danmark ryggen for længe.

Det viser en ny analyse med udgangspunkt i Danmarks Statistiks tal for feriehusovernatninger, som Spar Nord står bag.

De 20 kommuner, der har den største andel af udenlandske gæster i feriehusene. Kilde: Spar Nord.

Usikkerheden rammer hårdt

Varde og Ringkøbing-Skjern er de to kommuner, der i 2019 tegnede sig for klart flest feriehusovernatninger fra udenlandske gæster, og selvom begge også er i top-3 over antallet af danske overnatninger, vil en nedgang i udenlandske turister formentlig kunne mærkes ekstra hård.

I 2019 lå andelen af danske overnatninger blot på 9,6 og 12,4 procent af det samlede antal overnatninger for henholdsvis Ringkøbing-Skjern Kommune og Varde Kommune.

“Det er klart, at de aktuelt lukkede grænser samt ikke mindst den usikkerhed, som situationen skaber om fremtidige bookinger for udenlandske gæster, rammer feriehusudlejerne hårdt og altså særligt hårdt i kommuner som Ringkøbing-Skjern og Varde, der de to absolut største feriehusudlejningskommuner – begge med cirka 2,5 millioner flere overnatninger i alt end Tønder Kommune på tredjepladsen,” fortæller cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm og fortsætter:

“Allerede nu kan situationen for alvor mærkes hos feriehusudlejerne, men hvor slemt det bliver, afhænger utroligt meget af den videre plan for genåbning af samfundet samt hvor mange danskere, der vælger at afholde årets ferie i et dansk feriehus fremfor at rejse til udlandet,” siger Jens Nyholm.

“Derudover er udviklingen hos vores nærmeste naboer Tyskland, Sverige og Norge samt Holland – der er de langt største lejere af de danske sommerhuse foruden danskere – selvfølgelig også afgørende.”

Hvor slemt det bliver, afhænger utroligt meget af den videre plan for genåbning af samfundet samt hvor mange danskere, der vælger at afholde årets ferie i et dansk feriehus fremfor at rejse til udlandet …

Jens Nyholm, cheføkonom, Spar Nord

Stemningen er ‘hamrende alvorlig’

Hos Destination Vesterhavet, der er destinationsselskab for netop Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner, er der ingen tvivl om, at situationens alvor. Det fortæller direktør Liv Thøger-Aldahl til Turisme.nu.

“Aktørerne i Destination Vesterhavet taler alle om én ting lige nu, nemlig en dato for grænseåbning, så de har mulighed for at agere derefter. Det gælder feriehusudlejere, campingpladser og vandrerhjem, men også dem som planlægger turismeoplevelser og ikke mindst butikkerne,” siger hun.

“Vi nærmer os højsæsonen med hastige skridt, idet sæsonen for mange f.eks. campingpladserne kun er 5-7 måneder, og for hver dag der går, mister mange over 80 pct. af deres omsætning. Destination Vesterhavet har næsten 17.000 feriehuse, hvoraf ca. 8.500 udlejes og normalt har vi over 200.000 udlejningsuger. Hvis grænselukningen fortsætter, forventer vi en nedgang på flere mio. kr., hvilket har stor betydning både for jobs og afsmittende effekt på lokalsamfundet.”

Liv Thøger-Aldahl forklarer, at turismen ved Vesterhavet er et ‘øko-system” på en helt anden måde end storbyerne, idet butikker, restauranter og oplevelsesaktører netop kun kan holde åbent pga. turisterne. Udebliver turisterne er risikoen halvdøde byer og permanente lukninger.

“Så stemningen er ikke bare alvorlig men hamrende alvorlig – i  hele destinationen,” siger hun.

Aktørerne i Destination Vesterhavet taler alle om én ting lige nu, nemlig en dato for grænseåbning

Liv Thøger-Aldahl, direktør, Destination Vesterhavet

Artiklen fortsætter under fotoet

Selv om flere danskere vælger at blive turister i eget land i år, vil det ikke 'lukke hullet' efter især de tyske turister, forklarer Liv Thøger-Aldahl, direktør i Destination Vesterhavet. (Foto Sif Meincke)
Selv om flere danskere vælger at blive turister i eget land i år, vil det ikke ‘lukke hullet’ efter især de tyske turister, forklarer Liv Thøger-Aldahl, direktør i Destination Vesterhavet. (Foto Sif Meincke)

Store kampagner på vej

For at få flere danskere til at holde ferie i Danmark i år – i stedet for blot at ‘holde sommeren 2020 hjemme i baghaven’ – er der en stor national markedsføringskampagne på vej.

Kampagnen er iværksat af et konsortium bestående af Danske Destinationer, VisitDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme og Dansk Storbyturisme og støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Kampagnen går efter planen i luften inden for de nærmeste uger, og får både et nationalt og regionalt/lokalt niveau.

Men selv om danskerne holder ferie i Danmark i år, løser det ikke den økonomiske udfordring.

Er der tegn på, at danskerne ‘lukker’ hullerne efter de manglende udenlandske turister? 

“Nej, desværre kan danskere ikke lukke hullet efter vores udenlandske gæster,” siger Liv Thøger-Aldahl.

“Mange danskere er nemlig usikre på deres ferie, men heldigvis overvejer næsten 60 pct. af dem, der vil holde ferie i Danmark, at det skal være en kyst- og naturferie i 2020. Og Vestjylland er blandt de områder i Danmark, som nævnes oftest ift. ferieplanerne i år.”

Straks-initiativer

Hvad kan I som destinationsselskab gøre I for at redde sæsonen 2020? 

“Vi har gang i mange initiativer og endnu flere er på vej, når midlerne fra de nye puljer fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er fordelt,” siger Liv Thøger-Aldahl.

“Vi påtænker markedsføring lokalt, regionalt og nationalt og har flere ‘straks-initiativer’ på tegnebrættet, der både skal ‘reframe’ udfordringerne under/efter Covid19, men også skabe mersalg hurtigst muligt. Der er både lokale, digitale og bæredygtige initiativer. Her og nu er det også vigtigt, at vi husker at give de eksisterende gæster i Destinationen Vesterhavet ekstra god service, og hjælper dem fra aktør til aktør rundt i destination. Mange af vores aktører er gode til at spille hinanden stærke, de samarbejder på nye måder og er gode til at nytænke situationen – det er den slags udvikling, som vi dagligt hjælper med.”   

LÆS OGSÅ:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *