Home / featured / Hotel Herman K og Noma nomineret til arkitekturpris

Hotel Herman K og Noma nomineret til arkitekturpris

Et kig ind i penthousesuiten på Hotel Hermann K, der netop er åbnet i København. (PR-foto)
Et kig ind i penthousesuiten på Hotel Hermann K, der er nomineret til arkitekturprisen Store Arne. (PR-foto)

Arkitektforeningen København uddeler hvert år arkitekturpriserne; Store Arne og Lille Arne.

Arkitektforeningen København har offentliggjort at Hotel Herman K, som det første hotel nogensinde, er nomineret til den prestigefyldte arkitekturpris Store Arne. Også Restaurant Noma er nomineret.

Hotel Herman K er nomineret til hovedprisen Store Arne, som det første hotel nogensinde.

Prisen gives til udførte værker eller initiativer, der har løftet arkitekturen i Storkøbenhavn i 2018.

Hotel Hermann K: Råt og upoleret

Hotel Herman K åbnede i juni 2018 med 31 eksklusive værelser og suiter i den tidligere transformatorstation fra 1963 på Bremerholm ved Magasin.

Bygningen skiller sig ud i gadebilledet med den markante fredet facade af mørke bronze lameller og store glasdøre, der åbner op til lobbyen og baren med forbløffende 12 meter til loftet.

I lobbyen oplever man straks hotellets rå og upolerede arkitektur med originale jernporte og metalskinner i betongulvet, som på én og samme tid forstærkes og forenes af de smukke kontraster af designmøbler og interiør.

Juryen består af den lokale ledelse i Arkitektforeningen København, og i deres begrundelse lyder det blandt andet, at Hotel Herman K nomineres for at fastholde facadens kvaliteter, med respekt for den eksisterende bygning, samt for at gøre et stykke udtjent infrastruktur til et nyt mødested i byen.

De fremhæver blandt andet, at bygge inden for Københavns gamle volde, er
en opgave der kræver lydhørhed for de historiske rammer og at hoteller er tilpasset i gadebilledet elegant og er en berigelse for området.

Ejer: hotellerne skal bidrage til byen

Hos Brøchner Hotels er ejer og Director of Business Development, Søren Brøchner-Mortensen, stolt over at Hotel Herman K er nomineret:

“At være nomineret til Store Arne er et kæmpe skulderklap og bekræfter os i, at vores strategi med at udvikle boutique hoteller, der er lokalt forankret i historiske og ikoniske bygninger, der reflekterer den by og det område hotellet er en del af,” siger Søren Brøchner-Mortensen.

“Da jeg så bygningen første gang, var jeg solgt på stedet. Min ambition er at skabe huse, der åbner op for København og alle dem, der er i byen. Kan vi gøre det i eksisterende bygninger, som vi har gjort med Hotel Herman K og Hotel Ottilia, som åbner til januar i Carlsbergs tidligere bryggeri bygninger, lykkes vi med at skabe unikke hoteller, der fortæller historier og bidrager”.

I kamp med Noma

Hotel Herman K kommer som nævnte til dyste med fire andre nominerede om hæderen, heriblandt restaurant Noma.

Om nomineringen af Noma skriver juryen:

Noma 1.0 satte det nordiske køkken på både menu- og verdenskortet, og nåede undervejs at blive kåret til verdens bedste restaurant hele fire gange. Mad på dette niveau behøver tilsvarende rammer, og her har stjernen i det nye nordiske køkken fået hjælp fra den internationale stjerne i dansk arkitektur. 

Med køkkenet som omdrejningspunkt er restauranten opdelt i en række meget forskelligartede rum med hver deres funktion og oplevelsesmæssige karakter. Et konceptuelt stærkt værk, der lader nye tilføjelser spille sammen med det eksisterende Søminedepot. I tillæg til BIG’s arkitektur har Studio David Thulstrup kræset for interiøret, og tilmed specialdesignet ”Arv”-stolen særligt til restauranten.

Værket nomineres for dets nyfortolkning af restaurantoplevelsen på en moderne og atmosfærebevidst vis, hvor sanseoplevelsen begynder ved matrikelskellet. 

Vinderne afsløres den 18. januar 2019 ved Arkitektforeningen Københavns nytårskur.