Home / featured / Hotelkæde i samarbejde med app for kunstelskere

Hotelkæde i samarbejde med app for kunstelskere

Hos citizenM i København kan alle opleve kunst af bl.a. Daniel Gordon og et vægmaleri af HuskMitNavn. (PR-foto)

Hotelkæden citizenM vil gerne skabe opmærksomhed omkring deres originale samtidskunst på deres hoteller og har derfor indgået et samarbejde med kunst-app’en Smartify. Kunst-app’en samarbejder med nogle af verdens mest anerkendte museer, og nu har alle også en personlig kunst-guide med i lommen, når de besøger kædens hoteller, inklusiv hotellet i København.

Hotelkæden citizenM har indgået et partnerskab med kunst-appen Smartify, der har til formål at gøre deres kunst endnu mere tilgængelig for alle. App’en fungerer som en digital kunstguide. Ved hjælp af billedgenkendelses-teknologi kan app’en identificere et kunstværk og derefter give informationer om både værkets og kunstnerens historie. 

Et stort udvalg af citizenMs kunstsamling placeret på kædens hoteller over hele verden er klar til at blive udforsket via Smartify app’en, også selvom man ikke befinder sig på et af hotellerne.

App’en samarbejder med bl.a. New Yorks Metropolitan Museum of Art, Londons Tate Britain og National Portrait Gallery, Paris’s Louvre, Amsterdams Rijksmuseum og Statens Museum for Kunst. Det er første gang at et hotelbrand bliver godkendt af Smartify som samarbejdspartner.  

På citizenMs hotel ved Rådhuspladsen i København er pt. 14 kunstværker med i Smartifys digitale kunstsamling med værker af bl.a Troels Aagaard, HuskMitNavn, Ditte Ejlerskov, Daniel Gordon og Erik Parker.

Langt de fleste værker er placeret i de offentlige arealer, hvor alle, ikke kun hotelgæster, er velkomne.

Skærmdump fra Smartify-app’en. (Pr-foto)

En hvid væg er en spildt mulighed

“Vi mener, at kunsten også skal tilbydes en platform hvor lokale kunstneres værker er nemt tilgængelige for alle. Sammen med Smartify er vi glade for at dele vores passion for kunst og ikke mindst kunstsamling med et endnu større publikum,” siger Robin Chadha, Chief Marketing Officer hos citizenM.

Hotelkædens tilgang til kunst kan siges meget enkelt: En hvid væg er en spildt mulighed.

Kædens egen kunstkurator, Floor Haverkamp, og hendes team søger efter kunstnere, der gerne vil bidrage til hotelfacader, vægge, lofter samt til selve hotelværelserne.

Alle citizenMs hoteller har hver deres unikke kunstsamling af både lokale og internationale kunstnere. Udvælgelseskriterierne er enkle: modig og smuk kunst, der får én til at stoppe op og tænke.