Home / featured / Hoteller og restauranter i Region Hovedstaden kan få en grøn hånd fra kommunen

Hoteller og restauranter i Region Hovedstaden kan få en grøn hånd fra kommunen

max delsid 0geTqSZ76Xg unsplash 1024x684   Hoteller og restauranter i Region Hovedstaden kan få en grøn hånd fra kommunen hotel, featured Hoteller og restauranter i Region Hovedstaden kan få en grøn hånd fra kommunen
80 virksomheder i Region Hovedstaden kan få hjælp i projekt Bæredygtig Bundlinje 2.0. (Arkivfoto: Max Delsid)

Restauranter og hoteller mangler viden om, hvordan man tager hul på den grønne omstilling. Nu kan små- og mellemstore virksomheder i Region Hovedstaden få hjælp til at blive mere bæredygtige.

Der er mange fordele ved at udvikle sin forretning i en grønnere retning. FN’s verdensmål er kommet på manges læber, kunderne efterspørger i stigende grad bæredygtige løsninger, og virksomheder kan spare både energi, materialer og penge, hvis de tænker mere grønt og cirkulært.

I løbet af de næste tre år får 80 virksomheder i Region Hovedstaden mulighed for at arbejde med én eller flere konkrete indsatser i projektet Bæredygtig Bundlinje 2.0.

De kan forbedre deres affaldssortering, lære at udnytte affald som en ressource, mindske madspild, skifte benzin- eller dieselbilerne ud med el-biler og blive skarpere på miljøledelse.  

Virksomhederne kan også vælge at gå skridtet videre og få skræddersyet et forløb, hvor de arbejder med de cirkulære potentialer i alle led af virksomhedens værdikæde, lige fra produktion over leverandører til kunder.

Kunderne går op i den grønne omstilling

Én af virksomhederne, der har meldt sig klar, er hotel og konferencecenteret Schæffergården, der ligger i Gentofte.

”Vi er glade for at få muligheden for at fortsætte vores bæredygtige udvikling. Det betyder meget for os, fordi det er noget kunderne efterspørger. De spørger blandt andet ind til CO2-udledning og madspild,” siger direktør Peter Feddersen og fortæller, at Schæffergården i Bæredygtig 2.0 blandt andet vil arbejde med FN’s verdensmål.

FAKTA
Bæredygtig Bundlinje 2.0 er et samarbejde mellem kommuner, brancheorganisationer, uddannelsesinstitutioner og rådgivere.
Partnerne i projektet er: Ballerup Kommune, Egedal Kommune, Dansk Byggeri, EnergiTjenesten Øst, Gentofte Kommune, groconsult, HORESTA, Hotel- og Restaurantskolen, Københavns Kommune, Miljø- og Energicentret i Høje-Taastrup, Rudersdal Kommune og Wonderful Copenhagen.
Projektet drives af Gate 21.

100 gode erfaringer

Schæffergården deltog også i projektets forgænger, Bæredygtig Bundlinje 1.0, hvor de arbejdede for at blive certificeret med Svanemærket. Det lykkedes i juni 2019. 

I Bæredygtig Bundlinje 1.0 fik 100 virksomheder fra 10 forskellige brancher hjælp fra kommuner og rådgivere til at udvikle grønne forretningsplaner.

”Resultaterne fra det første projekt var overbevisende. Virksomhederne kunne samlet spare mere end 3.100 tons CO2, og for mange blev projektet startskuddet til deres grønne omstilling. Det, at vi øger virksomhedernes bevidsthed om de mange grønne muligheder, er et af projektets vigtigste resultater. Med omkring 300.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark, er potentialet enormt,” siger Poul Erik Lauridsen, der er direktør i Gate 21, som leder projektet, og afslutter:

”Hvis vi skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030, er det afgørende at få virksomhederne i gang med grøn og cirkulær forretningsudvikling.”

Projektets partnere er nu i gang med at finde de 80 virksomheder, der skal deltage i projektet. Interesserede virksomheder kan kontakte projektleder Lise-Lotte Schmidt-Kallesøe på lft@gate21.dk.