Home / Event og festival / Iskoldt event gav turisme-rekord

Iskoldt event gav turisme-rekord

VM i ishockey gav den største turismeomsætning nogensinde for et event i Danmark. De svenske ishockey-fans lagde alene 276 millioner kr., og det var især i København, hvor alle holdets 10 kampe blev spillet. (Arkivfoto)
VM i ishockey gav den største turismeomsætning nogensinde for et sportsevent i Danmark. De svenske ishockey-fans lagde alene 276 millioner kr., og det var især i København, hvor alle holdets 10 kampe blev spillet. (Arkivfoto)

De mange tilskuere og øvrige deltagere, der var på plads til kampene i København og Herning, lagde omkring 967 millioner kr. i Danmark.

Tallet underbygger Ishockey VM som den største sportsbegivenhed nogensinde i Danmark målt på samlet turismeomsætning.

Med et forbrug på 787 millioner kr. var det klart de udenlandske turister, der brugte flest penge i forbindelse med turneringen.

De svenske tilrejsende lagde alene 276 millioner kr., og det var især i København, hvor alle holdets 10 kampe blev spillet.

Generelt blev der lagt flest penge i København, hvor det samlede forbrug var på 655 millioner kr., heraf kom 590 millioner fra udlændinge.

Danskerne stod for det næsthøjeste forbrug med 180 millioner kr., og hovedparten af dem blev lagt i og omkring Herning, hvor det danske landshold spillede alle deres kampe.

I alt lød forbruget i Region Midtjylland på 312 millioner kr.

Beregningerne baserer sig bl.a. på, at de tilrejsende tilskuere og andre deltagere i eventen tilbragte over fire dage i snit i forbindelse med Ishockey VM og i gennemsnit brugte 1350 kr. i døgnet inklusive billetter.

Der blev i alt solgt 353.000 billetter til kampene i Herning og København.

LÆS OGSÅ: Multisport Festival gav turisme-bonus for Fyn

Tilfredse tilskuere ved Ishockey VM

Langt størstedelen af tilskuerne til Ishockey VM var meget tilfredse med deres samlede oplevelse.

På en skala fra 1-5, hvor 5 er ‘meget tilfreds’, lander arrangementet på en samlet score på 4,5.

Det er bl.a. oplevelsen af faciliteterne i Royal Arena og Jyske Bank Boxen, fanzonerne, sikkerhedsniveauet og de ansatte og frivilliges indsats, der har gjort et særligt godt indtryk på tilskuerne.

Og noget tyder på, at den store sportsbegivenhed kan have en positiv effekt på den fremtidige turisme til Danmark.

88 pct. af respondenterne vil nemlig anbefale Danmark som rejsedestination til deres familie, venner og kolleger.

Undersøgelsen af tilskueroplevelsen bygger på mere end 900 interviews med tilfældigt udvalgte respondenter på de to eventsteder.

Om evalueringen siger Henrik Toft, lektor ved Professionshøjskolen UCN:

“Evalueringen viser, at VM i Ishockey 2018 både var en sportsoplevelse af høj oplevelseskvalitet og en event, som skabte en stor økonomisk effekt på Danmark og de to områder, hvor turneringen blev afviklet. Det er med til at understrege Danmarks potentiale i forhold til at arrangere store sportsevents med succes.”

Fakta om Ishockey VM 2018 IIHF Ishockey VM 2018 blev afholdt i Danmark, hvor Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København lagde is til de 64 kampe. Eventen blev afholdt fra den 4. til den 20. maj 2018 med deltagelse af de 16 bedste ishockeynationer i verden. Danmark har siden 2003 hvert år været kvalificeret til at spille med i A-VM.