Kan nyt projekt få turisterne til at droppe Nyhavn og Den Lille Havfrue?

(Foto: CC/ Kristoffer Trolle/ https://www.flickr.com/photos/kristoffer-trolle/ )
Nyhavn har allerede sin ‘fair-share’ af turisterne. Nu skal et nyt initiativ gerne få storbyens gæster til at få øje på kvaliteterne på Sjælland og Lolland-Falster. (Foto: CC/ Kristoffer Trolle/ https://www.flickr.com/photos/kristoffer-trolle/ )

Internationale turister er komplet ligeglade med kommune- og regionsgrænser.

De er individer med forskellige ønsker og behov – som går på tværs af geografien og på tværs af by og land.

Derfor går destinationsorganisationerne på Sjælland og Lolland-Falster nu sammen i et nye samarbejde, der har fået titlen Copenhagen Coast & Countryside.

Projektet går kort sagt ud på, at turisterne skal have øjnene op for alle de muligheder for oplevelser, der venter vest for Valby Bakke, sådan at Københavns turismesucces kan sprede sig som ringe i vandet.

”Jeg er utrolig glad for, at vi er nået hertil, de stærke destinationer på Sjælland/Lolland-Falster og Wonderful Copenhagen sammen tager ansvar for at udvikle turismen i Østdanmark,” siger Jens Müller, direktør i VisitVestsjælland.

Udgangspunktet for Copenhagen Coast & Countryside er en fælles tro på et uforløst potentiale og organisationernes faglige kendskab til destinationerne, oplevelserne og gæsterne.

Resultatet skal blive en række fælles, praktiske og stærke by-land-fortællinger, som lægger noget til destinationernes produkt og øvrige arbejde.

Det kan fx være inden for fødevarer – fra lokalt producerede råvarer af høj kvalitet fra Sjælland og Lolland-Falster, til deres anvendelse i Michelin- og gourmetrestauranter til de mange kvalitetsoplevelser i hele Greater Copenhagen. Eller inden for den fælles kulturhistorie – fra Amalienborg til slotte og herregårde, der forgrener sig på tværs af geografien.

”Der er et stort, fælles turismepotentiale i at binde land og by sammen i Greater Copenhagen. Fra Wonderful Copenhagens side er vi overbeviste om, at vi gennem et stærkt samarbejde kan få flere internationale turister og mere ud af dem – ved at tilbyde nye sammenhængende oplevelser, som gør, at turisterne fx kommer længere rundt i geografien, bliver længere, forbruger mere eller kommer igen for at besøge endnu mere,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Alliance giver især mening på udenlandske markeder

”Med brandet ’Copenhagen Coast & Countryside’ ser vi store muligheder i den nye alliance, hvor vi markedsfører Sydsjælland og Møns unikke kyst- og naturoplevelser kombineret med bylivet i Skandinaviens førende metropol. Samarbejdet mellem hovedstaden og Sjælland giver især mening på de udenlandske markeder, hvor de sjællandske destinationer kan have svært ved at fange turisternes opmærksomhed,” siger Martin Bender, direktør i VisitSydsjælland-Møn.