Kendt ansigt skal sætte Himmerland på verdenskortet

Jimmi 1 e1510155838953 1024x806  VisitVesthimmerland, VisitMariager, Kristina Lehmann Schjøtt, Jimmi Stæhr-Petersen, Destination Himmerland Kendt ansigt skal sætte Himmerland på verdenskortet uddannelse-karriere, featured Kendt ansigt skal sætte Himmerland på verdenskortet
Jimmi Petersen, turistdirektør i VisitVesthimmerland, bliver direktør for den nye Destination Himmerland.

Det bliver den 49-årige Jimmi Stæhr-Petersen, der skal stå i spidsen for det kommende himmerlandske turistsamarbejde, Destination Himmerland. Det er et enigt ansættelsesudvalg, som peger på Jimmi Stæhr-Petersen, der kommer fra en stilling som direktør for VisitVesthimmerland.

“Med Jimmi Stæhr-Petersen får vi en kompetent og visionær profil i spidsen for vores turismeindsats. Jeg er overbevist om, at Jimmi er den helt rigtige person til at sikre, at endnu flere turister får øje på de mange gode attraktioner, som vores del af landet har at byde på,” siger Mogens Jespersen, der er borgmester i Mariagerfjord Kommune.

Jimmi Stæhr-Petersen glæder sig til den nye udfordring:

“Vi får rigtigt meget at tilbyde turisterne med det nye samarbejde. Vi har skønne strande ved Østkysten og Limfjorden, vi har skove og rekreative områder, der indbyder til aktive oplevelser i naturen, og vi har ringborge og historiske minder for dem, der vil mærke historiens vingesus,” siger Jimmi Stæhr-Petersen.

Med den fælles turistdestination kommer man ifølge Jimmi Stæhr-Petersen til stå stærkere i den internationale konkurrence om turisternes gunst.

“Når vi lægger vores kræfter sammen, får vi meget bedre muligheder for at markedsføre vores del af landet og flere ressourcer til at udvikle vores turistattraktioner sammen med turismevirksomhederne på tværs af de to kommuner,” siger Jimmi Stæhr-Petersen.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

To kommuner går sammen

Ansættelsen af direktøren er en følge af beslutningen om at samle turismeindsatserne i Mariagerfjord Kommune og Vesthimmerlands Kommune. Destination Himmerland etableres 1. marts 2020 i Aars.

LÆS OGSÅ:  Vandreture er det nye sort i Vesthimmerland

Medarbejderne ved VisitVesthimmerland og VisitMariagerfjord virksomhedsoverdrages til det nye destinationsselskab, som turistchef i VisitMariagerfjord Kristina Lehmann Schjøtt også bliver en del af.

Turistdirektøren vil referere til Destination Himmerlands bestyrelse, som i de næste to år består af de to kommuners borgmestre, direktørerne for Mariager Saltcenter, Hotel Amerika, Lille Vildmosecentret, Himmerlands Golf & Spa Resort, samt formanden for Farsø Turistforening og salgs- og marketingmanageren for Landal GreenParks.

Jimmi Stæhr-Petersen bor i Løgstør og er gift med Ninna Stæhr-Petersen, der er direktør for Comwell HC Andersen-Odeon i Odense. Han er far til tvillingerne Laura og Kathrine på 17 år.