Home / Camping, vandrerhjem, sommerhus & feriecentre / Udsigt til kanonsæson hos Landal Greenparks

Udsigt til kanonsæson hos Landal Greenparks

Landal GreenParks er netop nu 63 procent foran på bookinger til resten af året i forhold til samme tidspunkt sidste år. (Foto: Maarten Huisman/Landal)

Børnefamilierne har taget godt imod den nye spiller på det danske ferieparkmarked. 15 måneder efter Landal GreenParks overtog Dayz Resorts meldes om markant vækst i besøgstallet.

15 måneder efter Europas største ferieparkkæde åbnede i Danmark, præsenterer Landal GreenParks nu en kraftig stigning i det samlede besøgstal for de fem danske Landal-parker.

Sammenlignet med de tre første måneder af 2018 går kæden således 21 procent frem i årets første kvartal.

Samtidig er Landal GreenParks lige nu 63 procent foran på bookinger til resten af året i forhold til samme tidspunkt sidste år.

”Vi er gået i markedet med et ferieprodukt, der tapper direkte ind i efterspørgslen på bæredygtig og aktiv familieferie. Den moderne familie vil ikke nøjes med badeland og bølgefritter, de vil inspireres og aktiveres. Det er det, vi kan, og det har børnefamilierne fået øje på. Derfor oplever vi vækst,” fortæller direktør hos Landal GreenParks i Danmark, Søren Sandberg.

Fremgangen i første kvartal skal ses i lyset af, at påsken i år falder i april, mens den sidste år lå i marts.

LÆS OGSÅ: Ferieparker når grøn milepæl

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Flere parker en mulighed

Siden Landal GreenParks i 2018 overtog ferieparkerne Søhøjlandet, Seawest, Rønbjerg, Ebeltoft og Grønhøj Strand, har der været fuldt blus på tilpasningen af aktiviteter og parkfaciliteter, som skal leve op til niveauet hos det førende europæiske feriepark-brand.

Samtidig har implementeringen af den miljøvenlige linje og promoveringen af det aktive, naturprægede feriekoncept været i fokus.

Konceptet vinder indpas hos børnefamilierne, der køber ind på muligheden for at kombinere klassiske ferieparkaktiviteter med aktive naturoplevelser.

”Naturen er central for ferieoplevelsen, og vi har fortsat stort fokus på at anvende de rammer, vi omgiver os med, på en god og hensynsfuld måde. Lige nu har vi gang i udrulningen af et grønt og lokalforankret restaurantkoncept, som vi forventer os meget af,” siger Søren Sandberg.

På sigt har Landal GreenParks planer om at udvide antallet af ferieparker i Danmark.

HER KOMMER GÆSTERNE FRA:

Danmark                             65 %

Norge                                  13 %

Holland                               12 %

Tyskland                               5 %

Andre nationaliteter           5 %

UDVIKLING I BESØGSTAL (gæstenætter) FOR Q1 FORDELT PÅ PARKERNE:

Søhøjlandet                        + 35,2%

Seawest                              + 29,4%

Rønbjerg                             + 34,5%

Ebeltoft                                – 13,7%

Grønhøj Strand                   + 11%