Home / Navnenyt / Manden bag fynsk hotelsucces runder skarpt hjørne

Manden bag fynsk hotelsucces runder skarpt hjørne

Holger Brodersen, direktør for Hotel Christiansminde, fylder 60 år torsdag den 22. februar 2018. (Foto: Hotel Christiansminde)
Holger Brodersen, direktør for Hotel Christiansminde, fylder 60 år torsdag den 22. februar 2018. I den anledning holder Hotel Christiansminde reception fredag den 23. februar kl. 13.30 – 17.00 (Foto: Hotel Christiansminde)

Hotel Christiansminde er som forvandlet efter syv år under Holger Brodersens ledelse.

Da Brodersen i 2011 rykkede ind i direktørkontoret var det historiske hotel i krise.

Efter 30 år som HK’s kursusejendom, havde fagforeningen sat det underskudsgivende hotel til salg. Dog uden held. Derfor blev Holger Brodersen hentet til Svendborg.

Inden Holger Brodersen kom til Hotel Christiansminde har han haft lederstillinger hos en bred vifte af virksomheder i turistbranchen: General manager hos Odense Congress Center, direktør for Hotel Steinplatte i Østrig og general manager for Hotel Australia i Vejle, for blot at nævne nogle få.

Det første år i Svendborg gav et kalkuleret underskud, fordi der blev investeret betydeligt i en omstrukturering og en forskønnelse af hotellet og hele området.

Flere nye kundegrupper blev fristet til at benytte det fornyede hotel, som allerede det efterfølgende år gav overskud for første gang i rigtig mange år.

I 2017 slog hotellet sin egen belægningsrekord og kom ud med et flot overskud.

“Det er lykkedes at få konferencekunderne tilbage,” fortæller Holger Brodersen.

“Antallet af busgrupper er steget med årene, ligesom turister på aktiv ferie har gjort ivrigt brug af hotellet og naturen i området. Vi har desuden fulgt intensivt op på events på Fyn, så bl.a. ridesporten, koncerter og store byfester har givet overnattende gæster hos os,” siger han.

“Heldigvis har lokalbefolkningen også igen fået øjnene op for restaurantens kvalitet og skønne beliggenhed, så den benyttes ofte til både fester og begravelser,” fortæller han.

Naturen skal spille større rolle for hotellet

Holger Brodersen er uddannet både som civiløkonom og tjener. Tidligere har han søgt nye udfordringer, når en krise var vendt til succes, men har denne gang planer om at blive på Hotel Christiansminde.

“Vi søger hele tiden nye muligheder og var langt med planer om et Øhavscenter for at forene natur, kultur og kulinariske oplevelser endnu mere ved hotellet, men det vandt ikke opbakning, så i stedet vil vi fokusere på at udvikle alt det, der foregår i de gode rammer vi har på og omkring hotellet,” siger Holger Brodersen.

“Vi vil gøre endnu mere ud af velvære og integration af naturen, så vore gæster rejser hjem med minderige oplevelser fra Sydfyn. Samtidig vil jeg gerne være med til at oplære flere unge og lade det gode i vores hotelkultur brede sig ud i branchen. Jeg lærte meget som ung trainee på Munkebjerg, og den nysgerrighed og forretningssans vil jeg gerne give videre,” siger han.

Ved siden af direktørjobbet sidder Holger Brodersen i bestyrelsen for Gæsteatelier Hollufgård og Danseteater Inger Kristensen, i Advisory Board for Inspiring Denmark og medlem af VL-gruppe 56. Han nyder at lade sig udfordre af kunsten i bytte for sin viden om business.

Privatlivet har betalt prisen for de mange timers møder, rejser og arbejdstimer som forretningsmand.

Holger Brodersen er ikke gift men en glad far til en pap-datter på 10 år og en søn på 5 år. Igennem årene er det blevet til mange rejser og mange gode oplevelser sammen med familien. Heartland Festivalen eller en privat middag med frikadeller og stuvet hvidkål hører til favoritterne.

Reception 23/2

I anledning af Holger Brodersen 60 års fødselsdag den 22. februar holder Hotel Christiansminde reception fredag den 23. februar kl. 13.30 – 17.00