Millioner til national cykelrute i international klasse

Regeringen har indgået en aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om at give 8 mio. kr. til en styrkelse af de nationale cykelruter.
Regeringen har indgået en aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om at give 8 mio. kr. til en styrkelse af de nationale cykelruter.

Regeringen har kort før jul indgået en aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om at give 8 mio. kr. til en styrkelse af de nationale cykelruter.

Aftalen gør det bl.a. muligt at få skiltet den nye nationale cykelrute N8/Østersøruten, der er over 800 km lang og går på tværs af 17 kommuner. Desuden er der afsat midler til et kvalitetstjek af halvdelen af det nationale rutenetværk.

I en pressemeddelelse oplyser Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen at han glæder sig over, at Østersøruten nu bliver ordentligt skiltet:

“Jeg er rigtig glad for, at jeg sammen med aftaleparterne nu bidrager til at realisere en ny national cykelrute i Danmark. Og jeg håber, at den nye rute, som blandt andet vil tage danske og udenlandske cykelturister forbi Møns Klint, Nakskov Fjord, Koldinghus og Christiansfeld, bliver en cykelrute i international topklasse, som kan tiltrække endnu flere cykelturister til Danmark”.

Det er foreningen Dansk Cykelturisme, der skal kvalitetstjekke cykelrutenettet og sekretariatsleder Jesper Pørksen er glad for aftalen:

“Det ligger godt i tråd med regeringens nationale turismestrategi, hvor Østersøruten allerede er nævnt som en konkret indsats. Nu kan vi tage det første vigtige skridt til at skabe et internationalt trækplaster i Syddanmark. Det er et stærkt signal fra Transportministeriet om at de nationale ruter danner rygrad i Danmark som cykelferiedestination. I Dansk Cykelturisme glæder vi os til at kvalitetstjekke de øvrige ruter”.