Home / Attraktioner / Ny chef for Skagen Grå Fyr: “Folk skal gå begejstrede herfra …”

Ny chef for Skagen Grå Fyr: “Folk skal gå begejstrede herfra …”

Lene Kappelborg er tidligere turistchef i Skagen og fra januar leder af Skagen Grå Fyr - Center for trækfugle. Fyret skal have større synlighed over for især børnefamilier, der skal vide, at fyret, naturen og de mange trækfugle er en oplevelse hele året. (Foto: Lars Bo Axelholm)
Lene Kappelborg er tidligere turistdirektør i Turisthus Nord og fra januar leder af Skagen Grå Fyr – Center for trækfugle. Fyret skal have større synlighed over for især børnefamilier, der skal vide, at fyret, naturen og de mange trækfugle er en oplevelse hele året. (Foto: Lars Bo Axelholm)

SPONSERET INDHOLD: Skagen Grå Fyr skal spille en endnu større rolle i turisternes oplevelser i Skagen området, lyder det fra Lene Kappelborg, der netop har taget hul på jobbet som Centerchef for Skagen Grå Fyr – Center for Trækfugle. Det handler om at få skabt mere synlighed for centeret samt at skabe spændende aktiviteter for især børnefamilierne. Og så skal gæsterne vide, at de får en enestående oplevelse midt i naturen – hele året rundt.

Tekst og foto: Lars Bo Axelholm –  artiklen bringes i samarbejde med Turisthus Nord.

En iskold og blæsende og grå vinter-dag kan det umiddelbart være svært at finde charmen ved naturen ved Skagen Grå Fyr.

Især hvis man har glemt de lange underbukser derhjemme. Vinden bider og øjnene løber i vand. Efter bare et par minutter uden hue på, begynder kulden også at bide i ørerne.

Men nej – det er netop på sådan en dag, at naturen er smukkest, siger Lene Kappelborg, mens hun åbner døren til Center for Trækfugle i Skagen Grå Fyr.

”Jeg synes da, at naturen i dag er meget mere smuk end på en sommerdag med højt solskin. Jeg elsker at mærke naturens kræfter herude i vores enestående område ved fyret. Og det bedste er, at du så kan komme herind og få varmen,” fortæller Lene Kappelborg.

Fugleoplevelsescenteret åbnede i Skagen Grå Fyr i maj 2017 efter en gennemgribende renovering af stedet.

Her får gæsterne mulighed for at tage på en virtuel opdagelsesrejse og blive klogere på de mange trækfugle, som man kan opleve ved Skagens Odde. Udstillingsrummene er spækkede med store skærme, der sørger for formidlingen. For eksempel kan gæsterne følge med i live-web-tv fra fuglekolonien på Hirsholmene. Som gæst kan man også få ’hands-on-erfaring’ med, hvordan man ringmærker en fugl.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Tæt på fuglenes fantastiske verden

”Der er næppe mange, der ved det men sammen med Gibraltar er Skagen altså helt enestående, når det handler om at komme tæt på trækfuglene. Fuglene vil helst flyve over land, og når de når herop fra syd, så tager de gerne en pause for at samle kræfter, inden de fortsætter turen ud over vandet,” forklarer Lene Kappelborg.

”Vi har et tæt samarbejde med ornitologerne fra Dansk Ornitologisk Forening, der arbejder herude året rundt. De fungerer også som guider, der sørger for at indføre vores gæster i trækfuglenes fantastiske verden,” siger Lene Kappelborg med begejstring i stemmen.

”Det fantastiske er jo, at når du hører en ornitolog fortælle om fuglene – hvor langt de har fløjet, hvordan de navigerer – så kan du altså ikke undgå at blive begejstret. Jeg kan bedst sammenligne det med, hvis du har en vinsmagning, og en ekspert fortæller om den vin, som du sidder og drikker. Du kan ikke undgå at blive smittet af eksperternes indsigt og begejstring,” siger Lene Kappelborg.

"Et af formålene med vores sted her er også, at gæsterne skal opdage, at naturen herude er meget mere end bare en spadseretur langs vandet ud til Grenen og tilbage til bilen," siger Lene Kappelborg. (Foto: Lars Bo Axelholm)
“Et af formålene med vores sted her er også, at gæsterne skal opdage, at naturen herude er meget mere end bare en spadseretur langs vandet ud til Grenen og tilbage til bilen,” siger Lene Kappelborg. (Foto: Lars Bo Axelholm)

Eksperternes viden skal formidles

Som ny centerleder ser Lene Kappelborg det som sin fremmeste opgave at sørge for, at ornitologernes ekspertviden bliver gjort tilgængelig for alle – og samtidig er det hendes mål, at Skagen Grå Fyr skal være kendt som et levende formidlingscenter, hvor der hele tiden er nye oplevelser på programmet.

Uanset om kalenderen siger februar eller august.

” Jeg synes, at stedet her er vildt spændende og at det fortjener noget mere synlighed. Jeg vil arbejde for, at vi laver levende udstillinger og gør det hele endnu mere nemt tilgængeligt. Vi skal have det hele i spil, så folk går begejstrede herfra”

Lene kappelborg

”Et af formålene med vores sted her er også, at gæsterne skal opdage, at naturen herude er meget mere end bare en spadseretur langs vandet ud til Grenen og tilbage til bilen. Du kan sagtens bruge en hel dag herude. Gå en tur op i fyrtårnet og nyd udsigten. Bliv klogere på, hvordan Grenen langsomt vokser. Brug kikkerten og bliv klogere på, hvilke skibe, der ligger i farvandet ud for Skagen. Og gå så på opdagelse i vores udstilling, hvor du får åbnet øjnene for fuglenes fantastiske verden,” siger Lene Kappelborg, der især lægger vægt på, at der skal være oplevelser for børnefamilierne året rundt.

”Det kan være, at vi går en tur langs stranden for at samle fjer, for på den måde at lære noget om, hvilke fugle, der er her. Der vil både være faste ture, men samtidig også meget spontane ture – for jeg kan jo ikke planlægge, hvornår der lige er en steppehøg, som vi kan gå ud at kigge på. Men jeg lover, at du bagefter ser på naturen med helt andre øjne,” slutter Lene Kappelborg. 

Artiklen er sponseret af Turisthus Nord. Vil du høre mere om mulighederne for sponseret indhold på Turisme.nu så skriv til salg@turisme.nu