Home / featured / Ny kampagne skal lokke flere unge til job i hotel- og restaurationsbranchen

Ny kampagne skal lokke flere unge til job i hotel- og restaurationsbranchen

En ny kampagne skal få flere unge til at vende karriereblikket mod hotel- og restaurantbranchen. (Arkivfoto)
En ny kampagne skal få flere unge til at vende karriereblikket mod hotel- og restaurantbranchen. (Arkivfoto)

3F og HORESTA går sammen om kampagnen ‘Hospitality Career’, som skal få flere unge til at vælge en karriere i branchen.

Siden finanskrisen har hotel- og restauranterhvervet skabt 35.000 nye job.

Det har øget behovet for blandt andre kokke, tjenere og receptionister i sådan en grad, at HORESTA og 3F nu starter en kampagne målrettet de 15-20-årige.

”Det er jo fantastisk, at hele rejse- og oplevelsesbranchen boomer i disse år – en udvikling, som vi forventer fortsætter i de kommende år. Men det stiller samtidig store krav til tilgang af ny arbejdskraft, og derfor er der brug for, at vi får fortalt de næste generationer om alle de spændende uddannelses- og karrieremuligheder, vores erhverv rummer. Forudsætningen for fortsat vækst er, at vi lykkes med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft,” siger adm. direktør i HORESTA, Katia K. Østergaard.

Kampagnen har fået titlen Hospitality Career’ og vil primært køre på de sociale medier.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

En branche i fuld fart

Der er opbakning til kampagnen fra 3F:

”I dag er hotel-, restaurant- og turisterhvervet på mange måder et af de mest spændende steder at arbejde. En branche, der buldrer derudaf som et lokomotiv i høj fart, og bidrager ganske godt til dansk økonomi. Derfor er der brug for at tiltrække unge mennesker, der både har lyst til et arbejde og ikke mindst til at tage en af de faglærte uddannelser, branchen byder på,” siger John Frederiksen, som er næstformand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration.

14 unge ambassadører

Et vigtigt omdrejningspunkt i kampagnen er 14 unge ambassadører, som allerede arbejder i erhvervet i dag.

Nogle som udlærte og andre som elever. Dertil kommer nogle, som har gjort karriere uden at have taget en erhvervsfaglig uddannelse.

Ambassadørerne vil fortælle om deres hverdag og arbejdsliv på kampagnens Facebook- og Instagram- profiler og derigennem synliggøre over for andre unge, hvilke karrieremuligheder branchen rummer.

Derudover er der lavet en række kampagnevideoer, som bliver vist på Facebook, Instagram, Snapchat og YouTube. Kampagnen har også sin egen hjemmeside, hospitalitycareer.dk, og endelig er der indgået aftaler med to influencers Jaxstyle og Signe Kragh om at lave indslag fra erhvervet. De to har til sammen over 300.000 følgere på YouTube og Instagram.

Senere i kampagnen vil der blive fulgt op med face2face aktiviteter – herunder besøg på skoler over alt i landet.

Gode karrieremuligheder

John Frederiksen fra 3F mener, at hotel- og restauranterhvervet er fyldt med muligheder for dem, der har mod på en branche, som udfordrer og udvikler – og mod på at tage en uddannelse, der ikke bare er møntet på et enkelt fag, men er springbræt til en verden af muligheder. Og Katia K. Østergaard er enig:

”Den grundlæggende historie i kampagnen er, at det er en livsstil at arbejde i hotel- og restaurationsbranchen. Branchen rummer både faglige udfordringer, massevis af karriere- og videreuddannelsesmuligheder og muligheden for at bruge sin uddannelse internationalt. Ingen andre steder kan man få ansvar og blive leder hurtigere end hos os, og ingen andre steder finder man et arbejde med en helt særlig stemning omkring sig som i hotel- og restauranterhvervet.”