Home / Camping, vandrerhjem, sommerhus & feriecentre / Nye ejere vil forvandle Odenses historiske vandrerhjem

Nye ejere vil forvandle Odenses historiske vandrerhjem

Danhostel Odense Kragsbjerggaard får nye ejere ved årsskiftet. (Foto: Danhostel)
Danhostel Odense Kragsbjerggaard får nye ejere ved årsskiftet. (Foto: Danhostel)

“Vi har i mange år drømt om at drive et bed & breakfast eller et lille hotel. Pludselig blev det historiske vandrerhjem sat til salg, og så slog vi til,” siger Kim Falden.

Ved årsskiftet får han sammen med sin hustru, søster og svoger overdraget nøglerne til den gamle herregård, hvor vandrerhjemmet har haft til huse de seneste 60 år.

Ifølge de fire nye ejere vil vandrerhjemmet fortsat henvende sig til grupperejser, lejrskoler og familier.

Men de nye ejere vil også udnytte de historiske og naturskønne rammer, så Kragsbjerggaard fremover ligeledes henvender sig til konferencer og større selskaber.

“Kragsbjerggaard skal være en naturlig del af den positive udvikling, som Odense gennemgår i disse år,” siger Kim Falden.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Nænsom renovering

Danhostel Odense Kragsbjerggaard skal renoveres, så man kan tiltrække nye målgrupper. (Foto: Danhostel)
Danhostel Odense Kragsbjerggaard skal renoveres, så man kan tiltrække nye målgrupper. (Foto: Danhostel)

 De fire nye ejere har store planer om at forny og udvikle stedet og vil i de kommende år gøre vandrerhjemmet mere tidssvarende

“Renoveringen vil naturligvis ske på nænsom vis og med respekt og omtanke for stedets stil og historie. Vi starter med at renovere det smukke gamle hovedhus, som fremover skal danne ramme om både konferencer, firmaarrangementer, konfirmationer og bryllupper. Vi har også planer om at renovere en del af værelserne i de gamle sidelænger, så de får eget bad og toilet,” siger Kim Falden.

Han understreger, at antallet af senge bliver bibeholdt, men at nogle af køjesengsværelserne bliver delt op i flere, mindre værelser.

For de fire nye ejere har det været et stort skridt at købe Kragsbjerggaard.

Tre har sagt deres hidtidige job op i ejendomsbranchen, mens den fjerde har taget orlov som sundhedsplejerske, så de sammen kan realisere deres mangeårige drøm om at drive et overnatningssted.

Udover renoveringsplanerne vil de også have stor fokus på at udbrede kendskabet til den gamle herregård, som er fra 1747, hvor Kragsbjerggaard blev opført.

“Folk vil gerne overnatte i historiske rammer, og det kan vi tilbyde. Kragsbjerggaard er en herregård midt i en storby,” siger Kim Falden.

LÆS OGSÅ: Danhostel Rømø får nye ejere med usædvanlig baggrund