Nye forpagtere til Kokkedal Slot Copenhagen

Anne og Kasper Heebøll Harboe overtager driften af Kokkedal Slot Copenhagen 1. juli.

Anne og Kasper Heebøll Harboe realiserer en gammel drøm, når de pr. 1. juli overtager forpagtningen af Kokkedal Slot Copenhagen i Nordsjælland.

Et makkerpar med stort kendskab til branchen, gode resultater i rygsækken og rødder i lokalområdet, er fundet til fremadrettet at drive hotel-, restaurant- og mødefaciliteterne på Kokkedal Slot Copenhagen i Nordsjælland.

Dermed giver M. Goldschmidt Holding A/S stafetten videre på driftssiden, men fortsætter som ejer af slottet – og det er noget begge parter ser frem til. 

For Anne og Kasper Heebøll Harboe er det en tilbagevendende drøm om at drive lige netop Kokkedal Slot Copenhagen, der går i opfyldelse.

“Det er en helt fantastisk mulighed, der har budt sig,” siger Kasper Heebøll Harboe i en pressemeddelelse.

“Vi kender stedet som vores egen lomme og har i årevis gået ture omkring slottet og drøftet dets enorme potentiale. Derfor slog vi også til med det samme, da muligheden for at ligge billet ind på driftsovertagelsen bød sig.”