Nye tal: Turismen i København taber næsten 9 mia. kr. på blot 3 måneder

Turismen i København lider hårdt under coronapandemien. Nu har Wonderful Copenhagen sat tal på problemet: I løbet af tre måneder er omsætningen faldet med 8,6 mia. kr. (Arkivfoto)
Turismen i København lider hårdt under coronapandemien. Nu har Wonderful Copenhagen sat tal på problemet: I løbet af tre måneder er omsætningen faldet med 8,6 mia. kr. (Arkivfoto)

Allerede inden sommersæsonen gik i gang, var udsigterne blodrøde for turismen i København. Og nu, hvor dét, der skulle have den travleste sæson, er ved at være ovre, sætter Wonderful Copenhagen tal på, hvad den katastrofale sommersæson betyder i tabt omsætning. Og det er ikke opmuntrende læsning.

Af Lars Bo Axelholm, redaktør, Turisme.nu

Det kommer ikke som den store overraskelse, at turismen er hårdt ramt af coronapandemien.

Først en periode med hermetisk lukkede grænser, aflyste fly, forsamlingsforbud, forbud mod krydstogtskibes anløb og mange andre restriktioner.

Siden kom ganske vist en gradvis åbning mod udvalgte nabolande, dog med det lille ‘aber-dabei’, at de udenlandske gæster i første omgang ikke måtte overnatte i København eller Frederiksberg.

Og oveni kom så den heftigt debatteret 6-dages regel. En regel, der betød, at gæster skulle booke mindst 6 sammenhængende overnatninger, før de slap ind i landet. En regel, som turisterhvervet hele tiden har kaldt gift for især de storkøbenhavnske hoteller.

Så mens danskerne i høj grad har booket sommerhuse på vestkysten, besøgt museer, zoologiske haver og benyttet muligheden for ø-hop takket være gratis færger, så har billedet været et andet for København.

Her har der været meget langt mellem gæsterne – til gengæld har dårlige nyheder stået i kø: Blandt andet har byens største attraktion, Tivoli, måtte afskedige over 200 medarbejdere.

Nu har Wonderful Copenhagen så beregnet, at turismeomsætningen i København i juni, juli og august er faldet med 8,6 mia. kr.

Et tal, der er baseret på friske overnatningstal for juni, solgte hotelværelser i juli og bookingtallene for august.

fakta

53 mia. og 63.000 job

Sidste år stod turismen i hovedstadsregionen for en omsætning på 53 mia. kr. og skabte job til over 63.000 borgere. Alene i København by skabte turismen en omsætning på ca. 38 mia. kr. og ca. 42.000 job. (KILDE: WOCO)

Katastrofe for mange virksomheder

”Tallene taler sig eget tydelige og meget alvorlige sprog. En nedgang i den samlede omsætning i turismen i København på 8,6 mia. kr. for de tre sommermåneder er en katastrofe for erhvervets mange virksomheder,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

“For samfundet betyder den kæmpe nedgang i omsætning desværre både masser af tabte job og tabte skatteindtægter i de tre måneder på 2,6 mia. kr.,” siger han.

København har normalt en stor tiltrækningskraft på internationale besøgende, og hovedstaden har dermed også trukket væksten i den internationale turisme i Danmark i en årrække.

De internationale gæster har et højere gennemsnitligt forbrug end danske turister og trækker i stor stil fremmed valuta til landet.

Derfor har hovedstaden bidraget med en langt større andel af hele omsætningen i dansk turisme, end antallet af overnatninger alene tilskriver.

Med de lukkede grænser har coronakrisen derfor også ramt hovedstaden med gigantisk styrke. Og udsigterne for efterårsmånederne er ligeledes dystre.

Artiklen fortsætter under fotoet

For 2020 var der udsigt til et rekordår for krydstogtturismen i København. Men det har coronakrisen sat en stopper for. (Arkivfoto CMP/Dennis Rosenfeldt)
For 2020 var der udsigt til et rekordår for krydstogtturismen i København. Men det har coronakrisen sat en stopper for. (Arkivfoto CMP/Dennis Rosenfeldt)

Turismen i København i krise

”Krisen i hovedstadens turisme er af historiske dimensioner, langt større end finanskrisen, og den er langt fra ovre endnu,” siger Mikkel Aarø-Hansen.

“Krisen vil trække spor flere år frem i tiden, så der ligger et kæmpe genopretningsarbejde foran os. Det er blevet meget klart over sommeren, at krisen rammer turismedanmark meget forskelligt og København og Frederiksberg allerhårdest,” siger han.

“Den fremadrettede indsats bør derfor planlægges ud fra den viden, vi har nu, og der er i den grad særlig brug for en ekstra håndsrækning til og et målrettet samarbejde omkring genopretning af hovedstadens turisme,” siger Mikkel Aarø-Hansen.

Sidste år stod turismen i hovedstadsregionen for en omsætning på 53 mia. kr. og skabte job til over 63.000 borgere. Alene i København by skabte turismen en omsætning på ca. 38 mia. kr. og ca. 42.000 job.

fakta

53 mia. og 63.000 job

Sidste år stod turismen i hovedstadsregionen for en omsætning på 53 mia. kr. og skabte job til over 63.000 borgere. Alene i København by skabte turismen en omsætning på ca. 38 mia. kr. og ca. 42.000 job. (KILDE: WOCO)