Home / featured / Nyt og gratis værktøj til turismens aktører i Syddanmark

Nyt og gratis værktøj til turismens aktører i Syddanmark

Vadehavet er UNESCO Verdensarv og nu gør en ny fotodatabase det endnu nemmere for syddanske turistaktører at finde foto og video fra de syddanske verdensarvssteder. (Foto: Thomas Høyrup Christensen/Frame&Work)
Vadehavet er UNESCO Verdensarv og nu gør en ny fotodatabase det endnu nemmere for syddanske turistaktører at finde foto og video fra de syddanske verdensarvssteder. (Foto: Thomas Høyrup Christensen/Frame&Work)

Syddanmarks tre verdensarvssteder har skabt en database med gratis adgang, der skal gøre det nemmere at lave markedsføring og tiltrække turister til regionen.

De tre attraktioner på UNESCO’s verdensarvsliste – Jelling-monumenterne, Christiansfeld og Vadehavet – har i to år samarbejdet om at udvikle bæredygtig kvalitetsturisme, tiltrække internationale gæster og øge den fælles synlighed via særligt sociale og digitale medier.

Som en udløber af projektet er der også udviklet en ny billeddatabase, som turismeaktører, rejsebureauer og medier kan benytte i deres markedsføring og omtale.

På sitet www.syddanskverdensarv.dk er der allerede over 400 billeder og film fordelt på 41 produkter, og der er tekster på dansk, engelsk og tysk.

“Vi tror på, at vi for at få endnu flere danske og internationale turister til at rejse til vores område må inspirere dem med tekst og billeder af høj kvalitet,” siger projektmedarbejder Troels Larsen, Business Region Esbjerg.

“Nu har UNESCO-turismen i Syddanmark fået sin egen database, som turismeaktører frit kan downloade fra og bruge i deres markedsføring.”

LÆS OGSÅ: Kulturarv på bundlinjen i turismen?

Jelling: Database en stor hjælp

Han fremhæver blandt meget andet verdensarvsfilmen ‘Generations’, der fik en tredjeplads ved rejsemessen ITB Berlin i marts 2019. Filmen er en del af det syddanske udviklingsprojekt.

“Jelling har været længst på verdensarvslisten i Danmark – i 25 år. Men der er stadig store grupper af turister, der ikke ved det. Det skal vi gøre noget ved sammen med alle, der arbejder med turisme her i området. I den forbindelse er den nye database en kæmpehjælp,” siger Morten Teilmann-Jørgensen, Museumschef ved Kongernes Jelling. 

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Der er en stigende efterspørgsel efter at besøge UNESCO Verdensarv, blandt andet som følge af den øgede globalisering, da Unesco Verdensarv er et stærkt brand internationalt. (Foto Thomas Høyrup Christensen/Frame&Work)
Der er en stigende efterspørgsel efter at besøge UNESCO Verdensarv, blandt andet som følge af den øgede globalisering, da Unesco Verdensarv er et stærkt brand internationalt. (Foto Thomas Høyrup Christensen/Frame&Work)

UNESCO-turisme i vækst

Der findes ikke specifikke tal på, hvor stort UNESCO-segmentet er i international turisme.

Direktør Gitte Bruun fra onlineportalen Visit Nordic, der markedsfører Norden samlet over for primært turister uden for Europa, vurderer, at gruppen er i vækst.

“Der er en stigende efterspørgsel efter at besøge UNESCO Verdensarv, blandt andet som følge af den øgede globalisering, da Unesco Verdensarv er et stærkt brand internationalt. Interessen for at søge tilbage til rødderne og for at finde svar på, hvad vi kommer af, er også stigende globalt. Vi har i Danmark masser af gode historier, som andre lande misunder os,” siger Gitte Bruun.

Stigende interesse for Christiansfeld

Gitte Bruuns vurdering bekræftes af lederen af Christiansfeld Centret, Birgitte Lamp, der tillige er UNESCO Site Manager.

Siden byen med Brødremenigheden blev verdensarv i 2015, er interessen eksploderet.

“Der er kommet fem gange så mange besøgende og en fordobling af antallet af guidede ture i Christiansfeld, og butikkerne har øget deres omsætning. Men det har også betydet noget for vores identitet, for det giver stolthed og glæde over at bo i byen,” siger Birgitte Lamp.

Siden Christiansfeld med Brødremenigheden blev verdensarv i 2015, er interessen eksploderet. (Foto: Thomas Høyrup Christensen/Frame&Work)
Siden Christiansfeld med Brødremenigheden blev verdensarv i 2015, er interessen eksploderet. (Foto: Thomas Høyrup Christensen/Frame&Work)

Tilgængeligheden tæller

Visit Nordic-direktør Gitte Bruun roser initiativet til en fælles billeddatabase, en content pool, for de syddanske verdensarvssteder. På en enkel måde giver den turismevirksomheder overblik og mulighed for at sende visuelt stærke budskaber i deres markedsføring.

“Jeg kan kun opfordre hotellerne og andre aktører til at gå ind og bruge det. Sæt tekst og billeder ind af verdensarv og andre attraktioner og angiv, hvor langt de ligger fra jer. Tilgængelighed tæller meget, og vi er et lille land, hvor afstande ikke har den store betydning for gæster udefra,” siger Gitte Bruun.

“Turister, der målrettet går efter verdensarv, heritage, er hovedsagelig gruppen 50+, og disse gæster sætter også pris på gourmetoplevelser, kunst, design, arkitektur og en smuk natur. Syddanmark har det hele, og det gælder om at synliggøre det med stærke billedbudskaber. Nu har aktørerne fået stærke værktøjer til det,” siger Gitte Bruun.

Visit Nordic-direktøren oplyser, at rettigheder til fotos ofte er et stort problem ved markedsføring inden for turisme. Alle fotos på www.syddanskverdensarv.dk er gratis, når blot fotografen nævnes.