Home / featured / Nyt partnerskab skal styrke ø-turisme

Nyt partnerskab skal styrke ø-turisme

Næstformand i Landdistrikternes Fællesråd Grethe Saabye lancerede ø-partnerskabet. Samarbejdet skal blandt andet sætte skub i ø-turisme.(Foto:PR)
Næstformand i Landdistrikternes Fællesråd Grethe Saabye lancerede ø-partnerskabet. Samarbejdet skal blandt andet sætte skub i ø-turisme.(Foto:PR)

Tirsdag blev Partnerskab for Dansk Ø-turisme lanceret ved arrangementet ’Smag på Øerne’, hvor både politikere, øboer og brancheforeninger deltog.

Partnerskabet er et samarbejde mellem Landdistrikternes Fællesråd, Sammenslutningen af Danske Småøer, Danske Rederier, Færgesekretariatet, De Samvirkende Købmænd, Food Organisation of Denmark (FOOD) og Dansk Erhverv.

“Vi ønsker at styrke vækst og udvikling på de danske øer, og det gør vi bedst med en fælles indsats,” siger Grethe Saabye, der er næstformand i Landdistrikternes Fællesråd.

“Med partnerskabet kan vi fortsætte en proaktiv branding af øerne, og sikre at flere danske og udenlandske turister får øjnene op for, hvad de danske øer har at byde på.”

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Branding af danske øer er vigtig

De danske øers evne til at brande sig selv har stor betydning for øernes vitatiltet og udvikling.

Ikke kun i forhold til at tiltrække turister og afsætte lokalt producerede produkter, men også i forhold til at tiltrække og fastholde beboere.

Det understreges ligeledes i en ny rapport om de danske småøers kommunikationsstrategi fra Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet.

Partnerskabet skal derfor være med til at styrke øernes branding og forudsætningerne for turisme, vækst og udvikling, og vil bl.a. stå for at promovere ø-passet, der indeholder en guide til øerne i det danske rige.

Danske Rederier ser frem til samarbejde

Danske Rederier, der er branche- og arbejdsgiverorganisation for dansk skibsfart, hilser det nye partnerskab velkommen.

“De velfungerende ø-færger fragter i forvejen 5,8 millioner gæster til og fra de dejlige danske øer. Men der er klart potentiale for mere, og derfor hilser vi det nye partnerskab velkommen,” siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier.

“Vi ser frem til at bidrage til arbejdet og bygge videre på indsatsen knyttet til ø-passet.”

LÆS OGSÅ: Kronik: Alternativ overnatning – en katalysator for vækst i turismen

Dansk Erhverv: Uforløst potentiale i Ø-turisme

Samme positive tone lyder fra Dansk Erhverv.

“I Dansk Erhverv organiserer vi hele turismens værdikæde. Vi er begejstrede for initiativet og er sikker på, at der er et uforløst turismepotentiale på de danske øer,” siger Lars Ramme, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

“Vi ser frem til at bidrage til arbejdet og til at se virksomhederne på øerne opleve vækst.”

Partnerskabet sekretariatsbetjenes af Landdistrikternes Fællesråd.

Ø-PASSET: I ø-passet er hver ø præsenteret med kort, foto og oplysninger om, hvad der kan ses og opleves på øen samt en QR-kode til øens hjemmeside. I et blankt felt ved præsentationen af den enkelte ø kan turisten fra en plade på havnen eller færgen skrabe en silhuet af øen over med en særlig pen og på den måde samle ø-mærker.