Guidebog viser autocampere vej til ‘hemmelige’ overnatningssteder

Autocamperfolket, som primært er 50+ elsker friheden på hjul, og sætter stor pris på at kunne trække stikket og opleve noget nyt hver dag. Foto: Frederik Maj

Af Miklas Njor, Turisme.nu

Siden februar 2019 har autocamperturister haft mulighed for at bruge en guidebog, der viser vej til private værter i Danmark. En ny opdateret version er på trapperne.

Førhen har autocamperturister bl.a. benyttet de traditionelle campingpladser på deres færden rundt i landet. Med en Pintrip guidebog i hånden fravælges ikke nødvendigvis campingpladserne, men i stedet for vælges et alternativ til.

Autocamperfolket, som primært er 50+ elsker nemlig friheden på hjul, og sætter stor pris på at kunne trække stikket og opleve noget nyt hver dag. Det kan de netop gøre med en Pintrip guidebog i hånden.

“Det står soleklart her næsten et år siden udgivelsen af den første guidebog, at det er de unikke oplevelser, lokale kvalitetsprodukter og enestående naturoplevelser som er trækplaster for autocamperfolket”, siger Henriette Rask.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Øget omsætning i lokalområder

Guidebogen viser vej til de bedste gårdbutikker, vingårde, museer, kroer og andre fantastiske steder i Danmark, og de forskellige værter har været særdeles velbesøgt.

Samtidig har det også betydet, at der har været en øget omsætning i de afsides lokalområder, hvor størstedelen af værterne befinder sig.

Konceptet er kendt fra bl.a. Tyskland og Frankrig, og det er da heller ikke kun danskere som har købt en Pintrip Guide.

I 2019 er der blevet solgt 3.000 guidebøger, og af dem er halvdelen solgt til udenlandske turister, bl.a. via internationale forhandlere af autocampere i som Volkswagen og Carado.

Pintrip Guide 2020 er allerede på trapperne og der er lavet kontrakter med nye værter, som gerne vil være en del af Pintrip. Fokus er at finde flere værter på Sjælland og øerne, og til næste sæson vil der være 48 værter i region Sjælland og region Hovedstaden mod 19 værter fra forrige sæson.

Værternes lyst driver værket

Værterne er særlig udvalgt af ægteparret bag guiden, Henriette og Peter Rask, for det betyder meget for dem, at værterne ved, hvad det vil sige at være en del af Pintrip. Samtidig er det også vigtigt, at værterne virkelig har lyst til at være en del af Pintrip, for de åbner jo dørene, og deler deres sted med andre.

Henriette og Peter Rask står bag Pintrip guiden i Danmark. Foto: Frederik Maj

Til næste sæson bliver guidebogen udvidet med 69 værter i forhold til denne sæson, så der samlet set vil være 252 værter i sæson 2020, og de kan i alt tilbyde mere end 625 holdepladser.

Udover flere holdepladser til næste sæson, så bliver guidebogen, som noget nyt, også digitaliseret og brugeren får oven i købet en app. En digital løsning er netop noget flere Pintrip brugere har efterspurgt.

I appen kan man finde opdateret information på alle værter, og desuden har Pintrip fået adgang til Vejdirektoratets tømmestationer, med opdateret information om, hvor man gratis kan komme af med grå og sort vand.