Home / featured / Nyt samarbejde vil gøre Vestkysten til vandsportsmekka

Nyt samarbejde vil gøre Vestkysten til vandsportsmekka

Friend of Cold Hawaii i Thy og WATERZ i Hvide Sande indleder et samarbejde, for at gøre vestkysten til vandsports-mekka. Også til gavn for turismen. (Foto: Carter/PWA)
Friend of Cold Hawaii i Thy og WATERZ i Hvide Sande indleder et samarbejde, for at gøre vestkysten til vandsports-mekka. Også til gavn for turismen. (Foto: Carter/PWA)

Vestkysten har en enestående chance for at kunne udvikle sig til et af Europas absolut største turistområder for vandsport. Det er baggrunden for, at Friends of Cold Hawaii i Thy og WATERZ i Hvide Sande nu indleder et samarbejde. Det skal være med til styrke interessen for vandsport i Danmark.

“Vi skal blandt andet samarbejde, når vi laver store events. Målet er at løfte vandsporten i Thisted og RIngkøbing-Skjern Kommuner både for dem, der bare dyrker det for sjov – men også når det kommer til eliten, fortæller Rasmus Fejerskov, der er formand for Friends of Cold Hawaii i Klitmøller. 

Derfor vil de to organisationer nu samarbejde omkring vidensdeling og events. 

“Vi har lært rigtigt meget af Cold Hawaii, og ikke mindst af alle de gode kræfter, der gennem årene har været med til, sammen med vores egne folk, at udvikle og afvikle WATERZ Festivalen,” siger Katrine Kock Frandsen, der er projektleder på WATERZ.dk i Hvide Sande. 

“Det har sendt os begge i den internationale top, når det gælder det gode værtsskab  for vandsportsinteresserede.”

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Vidensdeling skal styrke begge

Samarbejdet er allerede skudt i gang, og de to foreninger henter allerede nu ekspertise hos hinanden. 

“Waterz skal stå for hele afviklingen af konkurrencerne samt kommunikationen under 2019 Cold Hawaii PWA World Cup’en til september, mens vores egen organisation står for den overordnede planlægning samt øvrige arrangementer i forbindelse med PWA’en i Klitmøller den 17.-23. september, siger Rasmus Fejerskov. (PWA er World Cup for windsurfing, red.)

Det er ikke helt uden grund, at arbejdsfordelingen er blevet sådan. 

“Waterz afvikles fra den 1.-17. september, hvor vi forventer over 1.000 starter i indtil videre fire forskellige overordnede konkurrencer. Så vi har hele systemet oppe at køre i forvejen, så et samarbejde giver rigtig god mening, konstaterer Katrine Kock Frandsen. 

Artiklen fortsætter under billedet

LÆS OGSÅ: WATERZ: Nordens største vandsportcenter skal udvide turistsæsonen på Vestkysten

(Foto: Carter/PWA)
Samarbejdet mellem landets to største vandsports-områder er allerede skudt i gang med planlægning af såvel WATERZ Festival 2019 samt 2019 Cold Hawaii PWA World Cup, der afvikles til september. (Foto: Carter/PWA)

Store forventninger til samarbejdet

Både bestyrelsen Friends of Cold Hawaii og i WATERZ forventer sig meget af det nye samarbejde. 

“Vi er ikke på den måde konkurrenter, og jo mere fokus vi får på vandsport på hele Vestkysten, jo flere besøgende og turister trækker vi til Vestkysten. Det gavner os alle: lige fra sommerudlejere, restauranter, over købmænd, serviceerhverv, surfskoler og mange andre,” siger Rasmus Fejerskov. 

Og han bakkes op fra Ringkøbing-Skjern. 

“Vi kan jo se, at den udvikling Cold Hawaii satte i gang i starten af 90´erne nu er ved at brede sig til vores område. Og det er klart, at vi selvfølgelig vil trække på de gode folk i Thy for at undgå at lave nogle af de samme fejl, de måske har været igennem,” siger Katrine Kock Frandsen.