Home / Kystturisme / Oldschool turistguide: Ny guide i bogformat viser 100 hemmelige oplevelser i Nationalpark Mols Bjerge

Oldschool turistguide: Ny guide i bogformat viser 100 hemmelige oplevelser i Nationalpark Mols Bjerge

NyholmCantrell glaspusteri i Ebeltoft er blandt de 100 hemmelige oplevelser, der er kommet med i den nye guidebog om Nationalpark Mols Bjerge. (Foto: Lars Clement)
NyholmCantrell glaspusteri i Ebeltoft er blandt de 100 hemmelige oplevelser, der er kommet med i den nye guidebog om Nationalpark Mols Bjerge. (Foto: Lars Clement)

En turist-guide uden de største seværdigheder og så i bogform! Det lyder som galimatias, men der er en mening med galskaben, for ny guidebog vil vise vej til de 100 hemmelige oplevelser i Nationalpark Mols Bjerge. Og en guide i bogformat er meget bedre end uoverskuelige online-guides, mener forfatteren.

Det, som står tilbage efter en ferie, er næsten aldrig på listen over ’10 ting, du ikke må gå glip af’.

Næ, det er de små oplevelser, som vi tilfældigt snubler ind i. De hemmelige!

Det kan være et kig ind i en keramikers værksted, en smuk have, udsigten fra toppen af en stor sten eller en lille sjov butik, som er helt sin egen.

Der er masser af den slags oplevelser i Nationalpark Mols Bjerge og lige udenfor, og 100 af dem er nu samlet i en lille bog, som udkom d. 29. juni.

“Jeg nyder selv de nære oplevelser, når jeg er på ferie, og de ægte møder mellem mennesker. Når vi rejser, møder vi mange professionelle smil, og det er fantastisk rart at finde de små ‘åndehuller’, hvor det er rigtige mennesker, der tager imod og viser rundt, fortæller Kari Baklund, som er forfatteren bag bogen.

“Den slags steder, er der mange af i vores område, og de skal mere frem i lyset. De fleste er ret små steder, og det er steder, som er svære at finde på nettet. Dét der med søgeoptimerede websites er ikke det, som man interesserer sig mest for, hvis man er udøvende kunstner, fødevareproducent eller guider ture i Mols Bjerge,” siger Kari Baklund.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

‘The big five’ ikke med

Djurs Sommerland, Fregatten Jylland, Glasmuseet, Ree Park Safari og Adelgade i Ebeltoft med alle butikkerne og Det Gamle Rådhus i den ene ende, er ikke med i bogen. Dem finder turisterne alligevel selv.

“Der er flere grunde til, at jeg fik lyst til at skrive en bog om 100 hemmelige oplevelser,” siger Kari Baklund til Turisme.nu

“Først og fremmest så elsker jeg selv at finde de små unikke oplevelser, når jeg er ude at rejse. Jeg synes faktisk tit, at det er de små tilfældige oplevelser, der fylder, når jeg er kommet hjem fra ferien. “

“Turismeerhvervet er dybt afhængigt af de store aktører, som kan trække gæster til et område, men der er jo også en underskov af små uafhængige virksomheder, som tilsammen kan have stor betydning for gæsternes oplevelse af et sted,” forklarer hun.

“I Nationalpark Mols Bjerge er der f.eks. en flok lokale guider, som tager familier og grupper med ud i kano, kajak, på mountainbike, på hesteryg eller på gåben. Det er små uafhængige virksomheder, og det er ofte dem, der laver rigtig gode oplevelser: Man er sammen og man gør noget sammen.”

LÆS OGSÅ: Tag en tur med de lokale i Mols Bjerge

Bo Simonsen fra Mols Mountainbike Guide er én af de lokale ildsjæle, der giver turisterne i Nationalpark Mols Bjerge muligheden for at komme i nærkontakt med nationalparken. (Foto: PederSchramm/Cubix.dk)
Bo Simonsen fra Mols Mountainbike Guide er én af de lokale ildsjæle, der giver turisterne i Nationalpark Mols Bjerge muligheden for at komme i nærkontakt med nationalparken. (Foto: PederSchramm/Cubix.dk)

‘Ukendte’ i Nationalpark Mols Bjerge

Formålet med guiden til de 100 hemmelige oplevelser er også, at mange små butikker og gallerier, som gemmer på de store oplevelser, ikke er særligt kendte i lokalområdet, forklarer Kari Baklund.

“Det synes jeg er ærgerligt. Altså med alle de gæster, som kommer til Nationalpark Mols Bjerge, og så går de faktisk glip af mange spændende oplevelser!”

“Der er nok også noget ‘Rasmus Modsat’ over at lave en bog i en tid, hvor alt skal være digitalt.

Kari Baklund

En bog i en digital tid

Forfatteren bor selv på Mols og har i flere år siddet i bestyrelsen for Destination Djursland, en forening af turismeaktører i området for Visit Djursland, der i dag er en del af VisitAarhus.

“Der er nok også noget ‘Rasmus Modsat’ over at lave en bog i en tid, hvor alt skal være digitalt. Men altså: Nettet er en jungle, og forskellige websites fortæller deres afgrænsede del af en historie. Bogen er et forsøg på at samle oplevelser på tværs af natur, shopping, kunst, museer, børneopleveler osv. Den er trykt i lommeformat, så den er nem at have med rundt. Jeg håber, at læserne vil opleve bogen, som et virkeligt brugervenligt alternativ til nettet,” siger Kari Baklund.

Bogen 100 hemmelige oplevelser i Nationalpark Mols Bjerge kan bestilles her.