Oplevelsesvært: Ny uddannelse for dig, der vil give turisterne store oplevelser

HANSENBERG i Kolding har etableret en ny uddannelse, Oplevelsesvært, målrettet turismerhvervet og virksomheder, hvor oplevelser er en væsentlig del af forretningen. (Arkivfoto)
HANSENBERG i Kolding har etableret en ny uddannelse, Oplevelsesvært, målrettet turismerhvervet og virksomheder, hvor oplevelser er en væsentlig del af forretningen. (Arkivfoto)

Turismeerhvervet får nu sin helt egen erhvervsuddannelse med fokus på oplevelser. Erhvervsskolen HANSENBERG har etableret den nye uddannelse med navnet ‘Oplevelsesvært’. Uddannelsen er målrettet turismevirksomheder, overnatningssteder, campingpladser, kroer og hoteller – og i det hele taget virksomheder, hvor oplevelser er en væsentlig del af forretningen.

Baggrunden for at udvikle en ny uddannelse er, at undersøgelser viser, at gæster – både nu og i fremtiden – efterspørger og forventer et stort udbud af aktiviteter under deres ophold.

”På samme tid er der en tendens til, at overnatning, oplevelser og shopping smelter sammen til nye pakkeoplevelser. Vi forventer derfor, at de nye elever vil finde ansættelse i mange forskellige typer virksomheder, der alle kan styrke deres forretningsgrundlag ved at tænke i netværk og innovation”, siger skolechef ved brancheskolen Organia på HANSENBERG Niels Peter Hansen.

Undersøgelser viser desuden, at der er et stort potentiale for meromsætning, hvis der kan fokuseres yderligere på kvalitet, innovation og fornyelse.

LÆS OGSÅ: Digital uddannelse skal løfte turismen

LÆS OGSÅ: Turismen skal løftes med uddannelse i Region Syddanmark

Oplevelsesvært får gæsten i centrum

Uddannelsen henvender sig især til fremtidige elever, der interesserer sig for natur og fritid – og som drømmer om at få en erhvervsfaglig uddannelse inden for netop turisme, oplevelser og godt værtsskab. Med udgangspunkt i en grundig forståelse af naturens plante- og dyreliv lærer eleverne at udvikle og gennemføre et bredt udvalg af oplevelser og aktiviteter for gæster og turister. Kort sagt lærer eleverne at skabe fantastiske oplevelser med gæsten i centrum.

”Med uddannelsen får eleverne en unik kombination af oplevelser, globalt udsyn og store muligheder for personlig udvikling og karriereplanlægning. Vi forventer, at der blandt eleverne er fremtidige iværksættere og ejere af for eksempel campingpladser”, forklarer Niels Peter Hansen og tilføjer:

”Allerede i elevtiden vil de stifte bekendtskab med grundlæggende ledelsesfunktioner, og der vil blive mulighed for udstationering hos andre turistvirksomheder over hele verden.”

Uddannelsen er udviklet af HANSENBERG efter tæt dialog med blandt andre Dansk Kyst- og Naturturisme og DK-CAMP.

Læs mere om uddannelsen på HANSENBERG’s hjemmeside.