Museumsdirektør: “Turismens organisationer tænker relativt gammeldags”

VIDEO: Den største udfordring for dansk turisme 2017 er, at organisationer stadigvæk tænker relativt gammeldags. Det mener Ulla Tofte, direktør, M/S Museet for Søfart, Helsingør.

Af Lars Bo Axelholm, redaktør Turisme.nu

Ulla Tofte var inviteret som paneldeltager ved fredagens Turismepolitiske Årsdag, arrangeret af Kommunernes Landsforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Visit Danmark, Danske Regioner og Turismens Samarbejdsråd.

Sammen med regionsrådsformand for Region Syddanmark Stephanie Lose (V) og Rolf Kjærsgaard, investeringsdirektør i Vækstfonden deltog Ulla Tofte deltog i en panel-debat, der i bedste ‘Mads og Monopolet’-stil, skulle svare på giftige dilemmaer fra salen.

Turisterhvervets ømme punkt

Efterfølgende bad Turisme.nu Ulla Tofte om at sætte fingeren på de ømme punkter i det danske turisterhverv. Og her peger pilen altså, ifølge Ulla Tofte, på en forældet tankegang i turismens organisationer.

Ulla Tofte forklarer, at turismeorganisationerne tænker i søjler, hierakier og siloer, der gør det vanskeligt at skabe nogle store, nationale fortællinger.

“Der har været alt for meget ’indefra-og-ud’ blik på turisterne, vi har haft lyst til at fortælle om ét eller andet, frem for at tage udgangspunkt i, hvad er det egentlig, de her turister efterspørger. Det er selvfølgelig en vekselvirkning, der helst skal opnås og falde på plads – og det synes jeg ikke, det er endnu,” siger Ulla Tofte til Turisme.nu.