Nu skal turisterne overnatte i Himmerlands trætoppe

Iværksætterprojektet Løvtag vil lade gæsterne overnatte i arkitekttegnede trætop-hytter i en lille skov i Mariager. (Illustration: Løvtag)
Iværksætterprojektet Løvtag vil lade gæsterne overnatte i arkitekttegnede trætop-hytter i en lille skov i Mariager. (Illustration: Løvtag)

Tænk, hvis man kunne sove i en komfortabel seng i toppen af et træ midt i skoven.

Det er ideen med iværksætterprojektet Løvtag ved Mariager Fjord i Himmerland.

Hytterne er et tilbud til alle, der gerne vil nyde skovens fred og ro, men ønsker mere komfort, end man får i et telt eller shelter.

“En almindelig dansk skov er i virkeligheden et ret eksotisk sted med en helt særlig ro, som moderne, fortravlede mennesker oplever alt for sjældent. Vi vil gerne gøre det nemt for flere at koble af midt i naturen, se verden lidt fra oven og få en oplevelse ud over det sædvanlige,” siger Rasmus Lybæk, som fik idéen til hytterne for mere end fem år siden.

Arkitekttegnede hytter med udsigt til trækronerne

Hytterne bliver bygget omkring stammen på træerne, der bliver indlagt vand og el, og der bliver både et lille køkken, toilet, opholdsrum og i alt fire sovepladser. (Illustration: Løvtag)
Hytterne bliver bygget omkring stammen på træerne, der bliver indlagt vand og el, og der bliver både et lille køkken, toilet, opholdsrum og i alt fire sovepladser. (Illustration: Løvtag)

Siden da har han arbejdet på at realisere idéen, og i 2016 gik de øvrige partnere ind i projektet.

En af dem er arkitekt Sigurd Larsen, der har sin egen tegnestue i Berlin, hvor han har udviklet hytternes arkitektur:

“Arkitektonisk vil vi gerne arbejde med alle de særlige egenskaber ved skoven og oplevelsen af at klatre i træer. Vi har arbejdet rigtig meget med at udnytte den begrænsede plads i trækronerne maksimalt og med at sikre, at der i hele hytten er et godt udsyn til skoven,” siger Sigurd Larsen.

Hytterne bliver bygget omkring stammen på træerne, der bliver indlagt vand og el, og der bliver både et lille køkken, toilet, opholdsrum og i alt fire sovepladser.

Taget bliver én stor tagterrasse i trætoppen, hvor man kan nyde udsigten over skoven, og der bliver bygget et udendørs badeanlæg i skovbunden.

LÆS OGSÅ: Naturkraft – første spadestik til ny attraktion i Ringkøbing-Skjern

Løvtag har været en lang proces

Det har været en lang proces at få lov til at bygge i toppen af træerne, men målet er nu heldigvis inden for rækkevidde.

Erhvervsstyrelsen har sagt god for det, byrådet i Mariagerfjord Kommune er positivt indstillet, og hvis det går, som Løvtag håber, giver kommunen den endelige byggetilladelse i begyndelsen af det nye år.

LAG Himmerland, den lokale erhvervsfremmeforening, støtter projektet økonomisk, og iværksætterne investerer selv et større beløb i realiseringen af trætophytterne.

Den sidste finansiering skal hentes fra sponsorer og fra gæsterne selv:

“Vi har netop igangsat en crowdfunding-kampagne på Kickstarter, hvor de kommende gæster allerede nu kan købe en overnatning. Derudover håber vi, at mange vil gå ind på vores Facebook-side og hjælpe med at sprede budskabet,” siger Nanna Balsby, turismekonsulent og medejer af Løvtag.

Fakta:

Køb en overnatning og støt projektet her: http://kck.st/2zBtStb

Følg Løvtag på Facebook her: www.facebook.com/loevtag

Læs mere på projektets hjemmeside: www.lovtag.dk