Home / Bagsiden / Paris’ første restaurant for nudister slår dørene op

Paris’ første restaurant for nudister slår dørene op

Byernes By har fået sin første restaurant for naturister, der gerne vil spise uden tøj på. Restaurant O’Natural ligger i Paris’ 12. arrondisement på Rue de Gravelle, har plads til 40 gæster og tilbyder hovedretter i prislejet omkring 225 kroner. (Arkivfoto)
Byernes By har fået sin første restaurant for naturister, der gerne vil spise uden tøj på. Restaurant O’Natural ligger i Paris’ 12. arrondisement på Rue de Gravelle, har plads til 40 gæster og tilbyder hovedretter i prislejet omkring 225 kroner. (Arkivfoto)

Den lokale naturist-forening er begejstret ved udsigten til, at medlemmerne nu kan gå i byen og spise og samtidig slippe for at bære tøj.

Frankrig har allerede hundredevis af naturist-strande og campingpladser, og nu går franskmændene altså et lille skridt videre. Det skriver flere internationale medier, bl.a. Condé Nast Traveler.

Ifølge den lokale avis Le Parisien, åbnede den første naturist-restaurant i Paris i fredags, og de lokale naturister er allerede store fans,.

Restaurant O’Natural ligger i Paris’ 12. arrondisement på Rue de Gravelle, har plads til 40 gæster og tilbyder hovedretter i prislejet omkring 225 kroner.

Frankrig har allerede både strande og skove, hvor naturister kan nyde naturen. Nu er der altså også en restaurant. (Arkivfoto)
Frankrig har allerede både strande og skove, hvor naturister kan nyde naturen. Nu er der altså også en restaurant. (Arkivfoto)

Nu er det selvfølgelig ikke tanken, at man skal gå nøgen på gaden for at komme frem til restauranten.

Gæsterne klæder sig af ved ankomsten til restauranten og efterlader sit tøj i restaurantens garderobe. Selve restauranten er også afskærmet, så naturisterne kan nyde maden fri for de forbipasserendes blikke.

Ifølge lokalavisen har naboerne taget godt imod den nye restaurant.

”Det generer mig ikke, vi kan ikke se noget fra gaden. Vi ved, hvad der foregår, og det er ikke en massage-klinik,” siger en nabo til den lokale avis.

Indehaverne Mike og Stephane Saada siger til Le Parisien, at de åbnede restauranten med en middag, der var forbeholdt Paris forening for naturister:

”De har støttet os fra begyndelsen, og derfor reserverede vi vores første aften for dem.”

O’Natural er ifølge vores oplysninger den første naturist-restaurant i Frankrig, men der findes allerede et par stykker rundt om i verden.

Sidste år åbnede The Bunyadi i London med samme koncept og Innato på Tenerife går skridtet videre og serverer deres ’aphrodisiac’ menu på personalets nøgne kroppe.

 

Lars Bo Axelholm

Lars Bo Axelholm er grundlægger og redaktør på Turisme.nu. Har en baggrund som freelancejournalist, og har skrevet for en række medier, bl.a. Horestas magasin Visitor, B.T., HKKF og Værnsfælles Forsvarskommando. Redaktør på Dansk Erhvervs Årsdagsmagasin. Tidligere redaktionssekretær, jourhavende og journalist på Videnskab.dk, Bonniers, Fagbladet Ingeniøren og metroXpress.