Home / Attraktioner / Potentiel turistmagnet mangler 60 millioner

Potentiel turistmagnet mangler 60 millioner

Atombunkeren Regan Vest var designet til at beskytte politikere og royale i tilfælde af en atomkrig. Nu vil Nordjyllands Museer åbne bunkeren for offentligheden. Men der mangler en stor pose penge. (Foto: Morten Jensen)
Atombunkeren Regan Vest var designet til at beskytte politikere og royale i tilfælde af en atomkrig. Nu vil Nordjyllands Museer åbne bunkeren for offentligheden. Men der mangler en stor pose penge. (Foto: Morten Jensen)

Bunkeren Regan Vest i Rold Skov har alle forudsætningerne for at blive en stor turistattraktion.

Bunkeren blev oprindeligt bygget under den kolde krig i 1960’erne til at beskytte regeringen og kongehuset under en eventuel tredje verdenskrig.

Og den kan blive meget vigtig for den nordjyske turisme – det spår direktøren for Nordjyllands Historiske Museum, Lars Christian Nørbach.

“Det fede ved at gå rundt hernede er jo, at du kan gå ind i rummet, og du kan få en fortælling herinde. Det er jo det, der gør det fedt, at du kan komme helt tæt på,” siger han til TV2 Nord.

LÆS OGSÅ: Sov i toppen af vindmølle: Lolland vil skabe unik overnatning i højden

Der bør investeres i Regan Vest

Men museet efterlyser 60 millioner kroner, så det bliver muligt at åbne bunkeren for offentligheden. I dag er der kun adgang ved særarrangementer. Så derfor bør de nordjyske kommuner åbne pengepungen, mener museumsdirektøren.

“Noget af det, de nordjyske kommuner skal være opmærksomme på, er at investere i attraktioner i Nordjylland. Vi kan se at turister i dag kører længere og længere, og hvis ikke vi er vakse, så kører de til Aarhus og til Midtjylland og stopper ikke i Nordjylland,” siger Lars Christian Nørbach til TV2 Nord.

60 meter under en kridtbakke i Rold Skov ligger 5.500 m2 helt unik danmarkshistorie. Et bunkeranlæg, opført i dybeste hemmelig i perioden 1963-68, med det formål at huse regering og kongehus i tilfælde af en atomkrig.

I Rebild Kommune har man allerede bevilget fem millioner kroner til projektet, men anderledes ser det ud i Jammerbugt Kommune.

Borgmester Mogens Gade (Venstre) bakker op om projektet, men han vil ikke stille penge til rådighed. I stedet ønsker han at bruge penge på projekter inden for kommunegrænsen, siger han ifølge TV2 Nord.

Anlægget er bygget til at kunne beskytte landets ledelse, så der selv under krigs- eller svære krisesituationer kunne være en fungerende regering. Det betyder for det første, at anlægget har et meget civilt præg i modsætning til strengt militære anlæg. For det andet betyder det, at anlægget er krigsgas- og atomsikret. Anlægget kan modstå rystelser og trykbølger fra en atombombe, hvis der vel at mærke ikke var tale om en fuldtræffer. Anlægget kunne være selvforsynende med vand, ilt, el m.m. i en vis periode, det vil sige, at man kunne være fuldstændigt afsondret fra omverdenen i nogle uger uden nogen former for tilførsel fra omverdenen. (Kilde: Nordmus.dk)