Home / featured / Selvironi og humor skal sælge Bernstorff Slot

Selvironi og humor skal sælge Bernstorff Slot

Bernstorff Slot går nye og grænseoverskridende veje i markedsføringen. En ny serie videoer er blevet godt modtaget på de sociale medier. (Pr-foto)
Bernstorff Slot går nye og grænseoverskridende veje i markedsføringen. En ny serie videoer er blevet godt modtaget på de sociale medier. (Pr-foto)

I takt med den øgede digitalisering, brug af sociale medier og streamingtjenester skal virksomheder i dag i langt højere grad tænke disse platforme og kanaler ind i deres markedsføring.

Dette gælder også for aktører i hotel-, møde- og turismebranchen.

Og der blev netop tænkt nye tanker, da teamet på Bernstorff Slot udarbejdede marketingstrategien for 2018, fortæller Kirsten Daell, direktør på Bernstorff Slot:

“Vi har i en årrække udelukkende benyttet os af de mere klassiske markedsføringskanaler, men nu er tiden kommet til at forny vores kommunikation både hvad markedsføringskanaler og indhold angår,” siger Kirsen Daell.

“Vi skal møde morgendagens gæster og kunder på de kanaler og platforme, de følger, og indholdet i vores kommunikation skal have mere kant, selvironi og humor,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ:Jesperhus overrasket over egen succes på Youtube
I filmene følger man marketing manager Benjamin hos Bernstorff Slot. (Foto: Skærmdump fra video)
I filmene følger man marketing manager Benjamin hos Bernstorff Slot. (Foto: Skærmdump fra video)

Grænseoverskridende ny vej

“Med videoerne ønsker vi at vise, at Bernstorff Slot ikke bare tilbyder smukke, hyggelige og historiske rammer til virksomhedens møder, og at vi møder vores gæster med professionel service på en imødekommende og afslappende vis, men at vi også har ‘Plads til det hele’, som er det hele konceptet er bygget på,” siger Kirsten Daell.

“Det har været en fantastisk proces for os at producere filmen sammen med Uncle Grey, og det har været ret så grænseoverskridende for os at vælge dels denne kanal og dels denne helt anderledes branding af Bernstorff Slot.”

Tre uger efter lanceringen af den første video, er der tegn på, at strategien og faconen var rigtig.

“Vi har fået en overvældende respons på både YouTube og Facebook. Og også vores kunder har taget godt imod videoerne og har givet os rigtig mange positive tilbagemeldinger,” siger Kirsten Daell.

“Vi er overbeviste om, at videoerne sammen med vores sædvanlige markedsføringstiltag er med til at brande Bernstorff Slot på en ny måde,” siger Kirsten Daell.

På YouTube har 25.000 set den første film til ende og på Facebook og Instagram har den nået 190.000 personer   

Videoer på modtagernes præmisser

At hoteller og mødesteder har opdaget vigtigheden af kanaler som YouTube og Facebook herhjemme, er i sig selv ikke noget nyt.

Hotel- og mødebranchen har igennem de seneste år været flittige til at producere flotte, inspirerende og oplysende videoer om deres hotel eller mødested.

Virksomhederne har lagt dem på egen hjemmeside, Facebook, YouTube mv.

“Det nye i det Bernstorff Slot nu gør, er, at man i denne videoserie i langt højere grad går ind og arbejder på modtagerne og mediernes præmisser,” forklarer Christoffer Reimer, account manager, fra Uncle Grey.

“Effekten ved det er, at vi ikke blot skaber værdi for Bernstorff Slot, men i endnu højere grad også for modtageren.”

“Videomarkedet har været i kraftig vækst igennem mange år, og der bliver i alle brancher produceret i millionvis af videoer, også gældende for hoteller, mødesteder og restauranter, hvor de fleste indtil nu har valgt at gå den mere traditionelle vej, hvad angår form og indhold i deres virksomhedsvideoer,” forklarer Christoffer Reimer.

“Det er i princippet også helt ok, men ønsker man fx at være tilstede og engagerende på et medie, som Facebook, så gælder det i høj grad om at producere videoer, som matcher brugerne derinde,” siger Christoffer Reimer.

LÆS OGSÅ: Attraktionernes topscorere 2017

Film skal ruske en støvet branche

Resultatet er blevet en mindre serie, hvor man følger slottets nye marketing manager Benjamin.

Under overskriften ‘Plads til det hele’ følger man Benjamin i hans dagligdag på slottet – med alt hvad det indebærer.

“Da vi drøftede indholdet af konceptet med teamet hos Bernstorff Slot, var det netop nogle af disse parametre, som vi rådede dem til at integrere,” siger Marie Frederiksen og Cecilie Larsen fra Uncle Grey, der har været art directors på projektet.

“Det er altid svært at spå om folks reaktioner, men vi er rigtig glade for, at vores film har fået så mange visninger, og så mange positive tilbagemeldinger. Samtidig er vi overbeviste om, at dette tiltag vækker opsigt hos slottets kunder og generelt i hotel- og mødebranchen, og måske vil være med til at ændre den gængse opfattelse, af en måske lidt støvet branche,” siger de to art directors.