Home / featured / I Skagen får krydstogtgæsterne sved på panden

I Skagen får krydstogtgæsterne sved på panden

Skagen  Skagen, René Zeeberg, krydstogt, Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen I Skagen får krydstogtgæsterne sved på panden tema-krydstogtturisme-2018, maritimt, featured Skagen
Op mod 69.000 internationale gæster fordelt på 43 anløb går i land i Skagen i løbet af krydstogtsæsonen, der i år strækker sig fra 3. maj til 30. september. Det er 27.000 flere gæster end sidste år og mere end dobbelt så mange som i 2016. (Foto: Turisthus Nord)

I dag ankommer det amerikanske krydstogtskib ‘Brilliance of the Seas’ til Skagen Havn og 2.500 gæster tager på oplevelse i og omkring den nordjyske destination.

Med dagens besøg tager Skagen samtidig hul på den suverænt bedste sæson i byens krydstogthistorie.

Op mod 69.000 internationale gæster fordelt på 43 anløb går i land i Skagen i løbet af krydstogtsæsonen, der i år strækker sig helt til den 30. september.

Det er 27.000 flere gæster end sidste år og mere end dobbelt så mange som i 2016.

“Vi har arbejdet med krydstogter i de sidste 20 år, men det store spring kom for tre år siden, hvor vi fik en ny kaj, så skibene kunne lægge til, i stedet for at passagererne måtte fragtes ind i mindre både,” siger René Zeeberg, adm. direktør i Turisthus Nord.

Han fortæller, at væksten både skyldes ankomsten af nye rederier, samt at ‘stamkunderne’ kommer med flere anløb.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Frem med cyklerne

Når krydstogtgæsterne ankommer, skal de selvfølgelig opleve Skagens atmosfære, og så skal de på egen hånd opleve det helt særligt danske:

”Vi har cyklerne som tema, så når krydstogtgæsterne går i land, kan de selv prøve kræfter med at cykle – og det synes de, er sjovt og det opfatter de også som noget særligt dansk. Der er stor forskel på, hvor gode gæsterne er til at cykle – amerikanerne er ikke helt så skrappe til det,” siger René Zeeberg med et grin.

Krydstogtfokus2018 1  Skagen, René Zeeberg, krydstogt, Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen I Skagen får krydstogtgæsterne sved på panden tema-krydstogtturisme-2018, maritimt, featured Krydstogtfokus2018

Skagens detailhandel står tidligt op

Krydstogtskibene bliver typisk 8 timer i Skagen og det giver nok tid til, at gæsterne enten kan tage på udflugter til Frederikshavn, Sæby, Rubjerg Knude eller bare gå på opdagelse i Skagen.

”Vi har en rigtig fin opbakning fra den lokale detailhandel. Så hvis et krydstogtskib kommer klokken 7 om morgenen, så er butikkerne også åbne, når gæsterne kommer i land. Vores målinger viser, at gæsterne har et relativt højt døgnforbrug på 465 kroner, og de køber gerne souvenirs, de shopper måske et Skagen-ur, tager en tur med Sandvognen eller besøger et af vores museer,” siger René Zeeberg.

Da krydstogtgæsterne har fuld forplejning på skibene, er det normalt ikke den store sult, der tvinger gæsterne i land, men det er alligevel Zeebergs oplevelse, at nogle krydstogtgæster gerne vil opleve en rigtig dansk frokost i Skagen.

Krydstogtgæster vil have sved på panden

Som noget nyt er rederierne også begyndt at efterspørge mere aktive oplevelser, så derfor kan krydstogtgæsterne i Skagen både komme med på guidede løbeture eller ture på mountainbike.

Så krydstogtgæsterne er altså ikke kun velpolstrede amerikanske pensionister, men også aktive turister, der vil have sved på panden.

“Det er oplevelser, som rederierne er begyndt at efterlyse, så det får vi selvfølgelig stablet på benene,” siger René Zeeberg.

Nye havnefaciliteter essentielt

Men selv om man kan tilbyde både skøn natur og guidede cykelture, så er det andre – og måske lidt mere kedelige faciliteter, der spiller en afgørende rolle for, om rederierne vælger netop din havn

En af årsagerne til, at Skagen i år kan sætte rekord i antal krydstogtsgæster er bl.a. at Skagen Havn har investeret i nye faciliteter, forklarer René Zeeberg:

”Skibene vil gerne have mulighed for at tømme deres spildevandstanke, og det kan de nu i Skagen Havn. Det er en facilitet med stor betydning for rederierne,” siger han.

“Det betyder, at vi nu kan spille med om de allerstørste fisk. Men markedet er benhårdt og stærkt konkurrencepræget, så når vi formår at vende udviklingen så markant, skyldes det også et stort fokus på gæsteservice i hele turismekæden samt et formidabelt benarbejde af Cruise Skagen, der med Skagen Havn i spidsen er ekstremt dygtig til at bejle til de internationale rederier,” siger René Zeeberg.

Skagens succes kan mærkes i Frederikshavn

Den eksplosive udvikling i krydstogtturismen i Skagen har enorm betydning for byen, Frederikshavn Kommune og hele den nordjyske region.

”Turismen er et af vores vækstspor, og derfor skaber det stor tilfredshed at se vores strategiske mål realiseret,” siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.

“Omsætningen i turisterhvervet er på to milliarder om året, så det har en stor betydning for Frederikshavn Kommune, og jeg er glad på erhvervets vegne over, at deres anstrengelser for at levere gode og attraktive produkter og skabe spændende og indbydende steder og attraktioner lykkes.”

LÆS OGSÅ: Krydstogtskibene er sejlende magneter for Fredericia
LÆS OGSÅ: Krydstogtturismen skal boostes på Bornholm