Home / featured / Skagen sætter rekord med 50% vækst i turismen

Skagen sætter rekord med 50% vækst i turismen

I 2017 brugte turisterne for første gang over tre milliarder kroner i Skagen, Frederikshavn og Sæby, der markedsføres under brandet Toppen af Danmark. Det er en vækst på 50% siden seneste opgørelse fra 2014. (Foto: Turisthus Nord)
I 2017 brugte turisterne for første gang over tre milliarder kroner i Skagen, Frederikshavn og Sæby, der markedsføres under brandet Toppen af Danmark. Det er en vækst på 50% siden seneste opgørelse fra 2014. (Foto: Turisthus Nord)

For første gang nogensinde brugte turisterne i 2017 over 3 milliarder kroner i Toppen af Danmark, der dækker over de populære feriedestinationer Skagen, Sæby og Frederikshavn. Det er en vækst i turismeomsætningen på hele 50% siden seneste opgørelse i 2014, viser nye tal fra VisitDenmark.

Det er ikke nogen hemmelighed, at turisterne er vilde med at besøge Toppen af Danmark.

Alligevel måtte René Zeeberg, der er administrerende direktør i Turisthus Nord, knibe sig i armen, da nyheden om rekorden i turismeomsætning tikkede ind på en e-mail fra VisitDenmark.

En dugfrisk analyse, der har kortlagt turisternes forbrug i kommunerne, afslører en imponerende vækst på 50% i Frederikshavn Kommune. Analysen sammenligner turisternes forbrug i 2017 i forhold til 2014.

”At vi for første gang har passeret 3 milliarder kroner i årlig turismeomsætning er en nyhed, som jeg på vegne af turisterhvervet i Frederikshavn Kommune er meget stolt af. Det understreger, at alle i vores erhvervsliv – lige fra ishuset til museet, hotellet og campingpladsen – er i særklasse, når det gælder om at give vores gæster en varm velkomst og tilbyde dem oplevelser ud over det sædvanlige, så de får lyst til at vende tilbage igen og igen,” siger René Zeeberg.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Direktør i Turisthus Nord, René Zeeberg, glæder sig over væksten i turismeomsætningen. (Foto: Turisthus Nord)
Direktør i Turisthus Nord, René Zeeberg, glæder sig over væksten i turismeomsætningen. (Foto: Turisthus Nord)

Turisternes døgnforbrug er steget

Men der er da ikke kommet 50% flere turister i gaderne siden 2014, vil nogle sikkert indvende, og det er heller ikke tilfældet. Den væsentligste årsag bag stigningen i turistomsætningen er, at VisitDenmark, har revideret og opjusteret tallet for turisternes døgnforbrug.

”VisitDenmarks måleværktøj er blevet bedre, sådan at vi nu får et markant anderledes resultat end de foregående år. Døgnforbruget er ikke blevet ændret siden 2014, så derfor har man i de mellemliggende år undervurderet, hvor meget turismen betyder økonomisk,” siger René Zeeberg.

”Vi får nu et analyseresultat, som stemmer langt bedre overens med den lokale oplevelse, som vi har af turisternes forbrug her i Frederikshavn Kommune. Hvis du fx holder sommerferie i Skagen, så er det nærmest som at være på storbyferie, fordi vi har så mange butikker og restauranter. Det betyder, at vores gæster bruger væsentligt flere penge. Og det er altså dét, som VisitDanmarks analyse nu opfanger bedre,” forklarer René Zeeberg.  

Med rekorden i turismeomsætningen cementerer Frederikshavns Kommune sin position som én af de allerstørste destinationer i Danmark.

Målt på den totale turistomsætning er der blot 5 danske kommuner, der klarer sig bedre end Frederikshavn. Til gengæld er Frederikshavn med en stigning på 50 % ubestridt vinder, når det gælder væksten. Til sammenligning voksede omsætningen i Aalborg Kommune med 18 % og i Ringkøbing-Skjern med 21 %.

LÆS OGSÅ: Fra Skagen til Tøndermarsken – vestkysten klar med 15 udvalgte fødevarehotspots

Foto: Lars Bo Axelholm
LÆS OGSÅ: Hotel Jutlandia: “Vi må aldrig falde i søvn…”

Investeringslyst og helårsturisme

Væksten i omsætningen skal dog ikke kun forklares med et øget døgnforbrug hos turisterne. Af andre årsager peger René Zeeberg også på en generel stor vilje til at investere i forbedringer og udvidelser af infrastrukturen og overnatningskapaciteten samt et generelt øget fokus på kvalitetsoplevelser til gæsterne. Også krydstogtturismen sætter nye rekorder år efter år. Endelig begynder indsatsen med at sprede turisterne ud over hele året at bære frugt:

”Vi har allerede tæt på udsolgt i sommermånederne, og derfor henter vi også stigende del af væksten i skuldersæsonen, faktisk indfinder hele 32% af vores hotelgæster sig i vinterhalvåret” siger René Zeeberg, der fremhæver initiativer som Skagen Marathon, Skagen Vinterbaderfestival, Sæby Jazz Festival og Blues Heaven som eksempler på den initiativrigdom, som præger borgerne og foreningerne i Frederikshavn Kommune.

”Den lokale forankring af turismeindsatsen i Frederikshavn Kommune er i min optik uvurderlig og det tætte samarbejde med erhvervslivet, foreningerne og de frivillige er en afgørende faktor for de resultater, som vi nu ser udmøntet i tal sort på hvidt. Vi tænker måske ikke over det til daglig, men den fælles indsats er fundamentet for de mange arbejdspladser, som turismen skaber i vores destination,” siger René Zeeberg.

LÆS OGSÅ: Ny chef for Skagens Grå Fyr: Folk skal gå begejstrede herfra

Stor glæde på rådhuset

Også på rådhuset i Frederikshavn vækker nyheden om omsætningsrekorden stor glæde:

“Det er en fantastisk nyhed for vores kommune. Og den viser, at investeringerne i turisme giver gevinst. Vores satsning på dette af vores fire vækstspor, turismen, betaler sig meget tydeligt”, siger borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen.

Fakta: Turismen skaber 3.780 arbejdspladser i Frederikshavn Kommune, det svarer til 20 % af den samlede beskæftigelse i kommunen.

Ifølge VisitDenmarks analyser skaber 1 million kroner i turismeomsætning 1,26 årsværk.

Kilde: VisitDenmark og Turisthus NordLink til analysen fra VisitDenmark: https://www.visitdenmark.dk/da/analyse/turismen-i-danmark