Tivolis nye Mælkevejen i ‘duel’ med verdens dyreste rutsjebane

Tivolis nye rutsjebane Mælkevejen har afløst den elskede Odinexpressen. Med en prislap på 55 millioner kroner er rutsjebanen ikke nogen lille investering. Men hvad kostede mon verdens dyreste rutsjebane? (Foto: Tivoli/Kasper Witte Larsen)
Tivolis nye rutsjebane Mælkevejen har afløst den elskede Odinexpressen. Med en prislap på 55 millioner kroner er rutsjebanen ikke nogen lille investering. Men hvad kostede mon verdens dyreste rutsjebane? (Foto: Tivoli/Kasper Witte Larsen)

BAGSIDEN: Tivoli i København har med Mælkevejen fået en imponerende ny rutsjebane. Prisen er hele 55 millioner kroner – men hvad koster mon verdens dyreste rutsjebane? Vi har undersøgt sagen.

Af Lars Bo Axelholm, redaktør, Turisme.nu

Har du prøvet Tivolis nyeste rutsjebane Mælkevejen? Ellers så er der gode muligheder her i vinterferien, hvor Tivoli holder åbent.

Mælkevejen har netop afløst den klassiske Odinekspres, som siden 1985 har givet 30 millioner Tivoli-gæster et ordentligt sug i maven, så Mælkevejen skal løfte en tung tradition.

Tag med på en køretur i Mælkevejen. (Video: Tivoli)

Den nye rutsjebane er 300 meter lang og 16 meter høj. Banen har 10 vogne med plads til 38 gæster ad gangen, som bliver udsat for en g-kraft på 3,6 G, så hold på hat og briller.

Nye forlystelser er ikke nogen billig fornøjelse, det er også derfor, at danske forlystelsesparker ikke bare opstiller nye rutsjebaner hvert eneste år, selv om det ville være en god måde at trække nye gæster til.

Men Tivoli har taget spender-bukserne på – og brugt den nette sum af 55 millioner kroner på den nye rutsjebane.   

Hvad koster mon verdens dyreste rutsjebane?

Nyheden om Mælkevejen – og nærmere bestemt prisen – satte gang i overvejelserne på redaktionen – for hvor meget har verdens dyreste rutsjebane mon kostet?

Expedition Everest i Disney World anses for at være verdens dyreste rutsjebane. Rutsjebanen har en kapacitet på over 2000 gæster i timen. (Foto: CC/Jennifer Lynn)
Expedition Everest i Disney World anses for at være verdens dyreste rutsjebane. Rutsjebanen har en kapacitet på over 2000 gæster i timen. (Foto: CC/Jennifer Lynn)

Efter en del research på internettet fandt vi frem til, at rutsjebanen Expedition Everest i Disney World i Florida anses for at være verdens dyreste – den har i hvert fald fået titlen af Guinness Book of Records – med en prislap på hele 100 millioner US-dollar – eller omregnet cirka 680 millioner kroner.

Det er mere end 13 gange så meget som Mælkevejen i Tivoli. Den høje pris betyder også, at Expedition Everest slår Mælkevejen på alle parametre – på nær én: Mælkevejen udsætter dig for større G-påvirkninger end den amerikanske forlystelse!

DUEL MÆLKEVEJEN VS EXPEDITION EVEREST

  • FAKTA
  • PRIS:
  • Højde:
  • Længde
  • Hastighed
  • G-kræfter
  • MÆLKEVEJEN
  • 55 mio. kr.
  • 16 meter
  • 300 meter
  • 36 km/t
  • 3,6 G
  • EVEREST
  • 680 mio. kr.
  • 61 meter
  • 1.348 meter
  • 80 km/t
  • 3,0 G

De dygtige mennesker hos CoasterForce har været så venlige at dele en video af en tur i Expedition Everest på deres Youtube-kanal. Den kan du se her – hvis ikke der lige står en tur til Florida på programmet. God tur!

Expedition Everest åbnede i april 2006 i Disney Worlds Animal Kingdom i Florida. Prislappen lød på 100 millioner USD. (Video: CoasterForce)

Expedition Everest åbnede 7. april 2006 i i Disney Worlds Animal Kingdom i Florida. Rutsjebanen tog tre år at opføre, og der blev brugt 10.000 tons beton og 5.000 tons stål.

Kilde: Wikipedia/Tivoli

BAGSIDEN er sektionen, hvor vi tillader os at skeje lidt ud og deler lidt mere skæve historier fra turismens og oplevelsesindustriens verden.