Home / featured / Tour de Glæde har ramt Sønderjylland

Tour de Glæde har ramt Sønderjylland

Det er syn som dette, der venter de mange cykelfans, når Tour de France i 2021 får Sønderborg som målby. (Foto: Sønderborg Kommune)
Det er syn som dette, der venter de mange cykelfans, når Tour de France i 2021 får Sønderborg som målby. (Foto: Sønderborg Kommune)

“Juleaften plus mere til …” Tour de France kommer som bekendt til Danmark. På kontoret hos VisitSønderjylland i Sønderborg kom nyheden som en kæmpe overraskelse for medarbejderne. Nu går et kæmpe arbejde i gang, fortæller Karsten Justesen, direktør hos Destination Sønderjylland.

Af Lars Bo Axelholm, redaktør, Turisme.nu

Det har ikke været en helt almindelig uge på kontoret for medarbejderne hos Destination Sønderjylland i Sønderborg.

”Det er lidt som juleaften plus mere til,” siger Karsten Justesen, direktør for Destination Sønderjylland.

”Nu er vi jo sønderjyder, så vi råber måske ikke så højt, men det her er virkelig en god nyhed.”

Kun få vidste noget på forhånd

Torsdag brød nyheden om, at verdens største cykelløb vil afvikle de tre første etaper i Danmark, og det vakte selvfølgelig glæde hos Destinatio Sønderjylland, der skal være målby for den tredje etape fra Vejle.

Sønderborg Kommune har i flere år været med i den gruppe af danske kommuner, der har arbejdet for at få starten på Tour de France til landet. Tilbage i 2016 glippede det med at få starten i 2019.  

”Vi vidste selvfølgelig, at vi var med om buddet, men vi vidste intet på forhånd, da nyheden brød i torsdag. Det var kun de allerøverste embedsmænd i kommunen, der var orienteret. Og selvfølgelig bredte der sig stor glæde hos os. Vi fik tændt for TV2 News, så vi kunne følge med. Pludselig fik vi at vide, at der også skulle være pressemøde i Sønderborg. Ikke engang folkene i kommunens kulturforvaltning var forberedt, og vi fik travlt med at hjælpe dem med at få gjort klar til pressemødet.”

Medarbejderne hos Destination Sønderjylland var meget nysgerrige efter at få at vide, hvor cykelruten konkret kommer til at gå, men der er man stadig ikke blevet meget klogere. Den kommer man formentlig til at vente et godt stykke tid på, forklarer Karsten Justesen.

Sønderborg Slot set fra luften. Et syn, der venter de mange cykelfans, når de følger Tour de France 2021. (Foto: Kim Jørgensen)
Sønderborg Slot set fra luften. Et syn, der venter de mange cykelfans, når de følger Tour de France 2021. (Foto: Kim Jørgensen)

”Vi er meget spændte på at få den præcise rute – og jeg vil da gøre alt, hvad jeg kan, for at få nogle bestemte områder med på ruten: Dybbøl Mølle, Sønderborg Slot, Sønderborg By, Haderslev og Aabenraa blandt andet … og fjordruten mellem Padborg og Sønderborg. Der vil de kunne lave nogle fantastiske billeder,” siger Karsten Justesen.

“Men der er i hvert fald en kollega på Fyn, der er skuffet over, at Odense ikke kom med som målby, så man kan jo aldrig vide.”

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

En perfekt platform

Årsagen til, at Destination Sønderjylland gerne vil kende den konkrete cykelrute handler om, at man gerne så hurtigt som muligt vil kunne lave nogle pakketerede tilbud – altså en ’Tour de France-pakke’, hvor gæsterne kan cykle ruten og samtidig få overnatninger og adgang til attraktioner langs ruten. Men indtil den endelig rute er klar, må man altså lave pakker med den mest sandsynlige rute, forklarer Karsten Justesen.

Destination Sønderjylland arbejder med særlig fokus på cykelturisme og i det lys er Tour de France-etapen en fantastisk mulighed:

”VI har lige lavet en ny cykelstrategi, hvor vi da havde tænkt Tour de France ind i … men vi turde ikke skrive det ind. Vi havde blot skrevet, at strategien skulle hægtes op på de platforme, som vi nu havde. Nu får vi så den allerstørste platform. Næste weekend skal vi til messe i Holland, hvor Østersøruten N8 er nomineret til prisen for årets cykelrute – og jeg vil da tro, at den her nyhed om touren i hvert fald ikke skader,” siger Karsten Justesen.

Klar til cykelturister

Destination Sønderjylland har med en række andre destination netop deltaget i det store REACT-projekt, hvor cykelturisme fyldte meget. Også i det lys passer Tour de France ind i strategien:

”Vi arbejder meget med, at vi skal være bedre til at tage imod cykelturister. Overnatningsstederne skal tilbyde en cykelpumpe, et sted man kan smøre en madpakke og så videre. Vi har også lavet BikeStations, en standere med værktøj, der er sat op langs Østersøruten N8. Det kombinerer vi så med en masse markedsføring, så vi får gjort touroperatørerne opmærksomme på ruten og der kommer noget volumen.”

Cykelturister er en attraktiv målgruppe, fordi deres døgnforbrug ligger over gennemsnittet. Selv om de måske smører en madpakke, så har de stadig brug for serviceydelser, der giver mersalg, for eksempel bagagetransport, forklarer Karsten Justesen.  

Ikke bare en en-dags-fest

Andre medier har allerede fortalt, hvordan campingpladser ved målstregen i Nyborg er blevet kimet ned – og det samme er også sket i Sønderborg:

”Jeg har talt med 3-4 aktører, der har fået henvendelser fra gæster, der allerede nu vil booke overnatning. Det er vi selvfølgelig glade for. Men det er vigtigt for mig at understrege, at Tour de France ikke bare skal være en en-dags-fest, hvor alt er udsolgt. Det skal det selvfølgelig også – men det gælder jo om, at vi får skabt langvarige effekter af anstrengelserne, ”siger Karsten Justesen.

Sønderborg Kommune har brugt 10 millioner kroner for at byde på Tour de France. Det er mange penge, medgiver Karsten Justesen, men det er stadigvæk en god investering, mener han:

”Hvis du gav mig 10 millioner kroner til at købe markedsføring for, så ville jeg aldrig nogensinde kunne få lige så meget opmærksomhed, som vi får med Tour de France,” siger han.

“Der vil helt sikkert komme diskussionen, om vi nu kan tjene pengene ind på selve dagen og lige omkring selve arrangementet. Min pointe er, at vi skal sørge for, at det store event kommer til at leve længe. Vi glæder os til at få den platform til at markedsføre Sønderjylland som en cykeldestination,” slutter Karsten Justesen.