Home / Blogs / Turismens nye Sjællandskort

Turismens nye Sjællandskort

martinhhbender 1024x683  Martin H, Dansk Kyst- og Naturturisme Turismens nye Sjællandskort featured, blogs Turismens nye Sjællandskort
Martin HH Bender, direktør, VisitSydsjælland-Møn A/S.

BLOG: Turisme-landkortet på Sjælland er under kraftig forvandling netop nu. Stadig flere kommuner i hele regionen går sammen i en fælles indsats for at tiltrække gæsterne, og samtidig arbejdes der intenst med at udvikle en samlet strategi for Sjællands turisme. Det er der i den grad brug for, hvis vi vil vinde kampen om turisterne.

Blogindlæg af Martin HH Bender, direktør, VisitSydsjælland-Møn A/S

Der var engang, hvor fodboldspillerne i Danmark var glade amatører, og hvor det nærmest bare gjaldt om at være med. Man kunne i hvert fald passe et almindeligt job ved siden af sin træning og komme nogenlunde rimeligt igennem de 90 minutter i weekenden.

Det var i gamle dage, og sådan er det som bekendt slet ikke længere. Fodbolden i Danmark er for længst blevet professionaliseret – spillet er i den grad blevet hurtigere og pengene større.

Turismen gennemgår en lignende udvikling for tiden. I hvert fald er der i disse år gang i en voldsom professionalisering, hvis vi kaster blikket på de destinationsselskaber, som har ansvaret for at markedsføre vores strande, skove og attraktioner over for turisterne.

Det ser vi mest tydeligt ved, at flere og flere kommuner vælger at gå sammen med naboerne om at skabe større destinationsselskaber.

Her i SydkystDanmark gik Faxe, Vordingborg, Næstved og Stevns sammen i oktober 2015. I år gik Lolland og Falster sammen i VisitLollandFalster; Roskilde, Lejre og Frederikssund har meldt ud, at de går sammen i VisitFjordlandet, og fra nytår får vi Destination Sjælland, når de tre kommuner Slagelse, Sorø og Kalundborg sammen med Holbæk og Odsherred.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Farvel til forældet struktur

Så der tegner sig konturerne af et Sjællandskort, hvor vi bliver mere konkurrencedygtige, fordi vi i de større destinationsselskaber kan byde stærkere ind i den stigende konkurrence om turisterne.

Her står vi i dag meget stærkere end for bare 10 år siden, hvor turismeindsatsen i Region Sjællands kommuner var stærkt polariseret, og hvor hvert pastorat havde sin egen strategi og turistkontor.

Men den struktur er forældet, for turisterne er fløjtende ligeglade med kommunegrænser.

Nutidens turister kan sagtens finde på at besøge Skovtårnet ved Rønnede i dag, for at køre til Møns Klint i morgen og tage en kanotur på Susåen i overmorgen.

En vigtig katalysator for den sammensmeltning, vi ser imellem destinationsselskaberne, er den nye lov om turismefremme.

Med loven blev der skabt en fond på 40 millioner kroner dedikeret til vækstprojekter i turismen, men til gengæld kan man kun kan søge andel i millionerne, hvis man samarbejder på tværs af kommunegrænser.

Her i SydkystDanmark har vi sammen med vores kolleger på Lolland og Falster igennem fonden fået mulighed for at styrke vores fælles markedsføring på de attraktive udenlandske markeder for at tiltrække flere tyske, svenske, hollandske og norske turister.

Sjælland får samlet strategi

Ud over de større destinationsselskaber, har kommunerne i hele Region Sjælland sammen med Dansk Kyst- og Naturturisme og de sjællandske destinationsselskaber taget initiativ til at skabe en samlet strategi for turismen på Sjælland.

Den nye strategi handler om, hvordan vi på Sjælland kan samarbejde om at tiltrække turisterne og selvfølgelig skabe vækst i erhvervet, arbejdspladser og skatteindtægter til gavn for os alle sammen.

I den nye strategi spiller de lokale destinationsselskaber en essentiel rolle med deres indsigter: De kan pege på, hvor der er uudnyttede potentialer og hvor fremtidens vækstdynamoer skal findes.

Hvis du er interesseret i at vide mere om turismens konkurrencesituation og hvordan vi i branchen ruster os til fælles vækst, så er du velkommen til at deltage i SydkystDanmarks Nytårskonference, der afholdes i Næstved den 30. januar 2020.