Tyskland satte (også) turismerekord i 2019

(Foto: Jytte Flamsholt)

Tyskland kunne – som Danmark – notere sig et rekordår i turismen i 2019. For Tysklands vedkommende er det 10. rekordår i træk. Med knap 90 millioner udenlandske overnatninger har vores store nabo mod syd dog kun tre gange flere udenlandske gæster end Danmark.

Af Lars Bo Axelholm, redaktør, Turisme.nu

Tyskland kunne i 2019 notere sig det 10. år i træk med rekord i inbound-turismen.

De foreløbige tal for udenlandske overnatninger fra det tyske Statistisches Bundesamt viser, at der blev foretaget i alt 89,9 millioner udenlandske overnatninger på overnatningssteder med mere end 10 senge.

Det er en vækst på 2,2 millioner internationale overnatninger, og svarer til en vækst på 2,5 %.

”På trods af vanskeligere rammebetingelser, som den svagere økonomiske vækst i Eurozonen, usikkerheden knyttet til Brexit, igangværende handelskonflikter og klima-diskussionen, vokser den tyske inbound-turisme,” siger direktøren for Tysklands nationale Turistkontor, Petra Hedorfer.

”Ved at markedsføre Tyskland som en destination for kvalitetsturisme, konsekvent at implementere vores digitale strategi og have fokuseret markedføring, kunne vi sammen med vores partnere begejstre endnu flere gæster,” siger hun.

 Hamborg er et yndet udflugtsmål for danskere. (hamburg.de/Nicolas Maack )
Hamborg er et yndet udflugtsmål for danskere. (hamburg.de/Nicolas Maack )

Danmark har høj turisme-intensitet

Til sammenligning havde Danmark sidste år 28,8 millioner udenlandske overnatninger, altså en tredjedel af Tysklands knap 90 millioner udenlandske overnatninger.

Men hvordan hænger det sammen?

Tyskland har en befolkning på 83 millioner og et areal på 348.672 km2, storbyer som Berlin, Hamborg, og München som trækplastre – mod Danmarks blot 43.000 km2 og 5,6 millioner indbyggere. Tyskland har Oktoberfesten, julemarkeder og et hav af messer.

Kan det virkelig passe, at Tyskland ‘kun’ henter tre gange så mange udenlandske turister eller er der forskelle på den måde, de to lande opgør statistikken?

Men den er god nok – tallene er sammenlignelige, lyder det fra VisitDenmark.

Forklaringen er, at vi i Danmark har en meget høj turisme-intensitet, forklarer Anders Rosbo, kommunikationschef i VisitDenmark.

”Vi har en helt unik feriehustradition, som klart er den medvirkende årsag til, at vi i Danmark har så højt et antal udenlandske overnatninger,” siger han til Turisme.nu.