Home / featured / Udviklingschef siger farvel til VisitDenmark

Udviklingschef siger farvel til VisitDenmark

Anja Hartung Sfyrla skifter 1. april VisitDenmark ud med et job hos Gottlieb & Co. (Pr-foto)
Anja Hartung Sfyrla skifter 1. april VisitDenmark ud med et job hos Gottlieb & Co. (Pr-foto)

Anja Hartung Sfyrla, forretningsudviklingschef i VisitDenmark, skifter 1. april til et job som Chief Operating Officer (COO) hos Gottlieb & Co.

Anja Hartung Sfyrla har lang erfaring med salg og markedsføring inden for turismen. Hun har været ansat i VisitDenmark siden 2008, hvor hun har haft en række forskellige stillinger.

Senest har hun været forretningsudviklingschef med ansvar bl.a. for at tiltrække nye investeringer samt udvikling og eksekvering af tværnationale kampagner.

Derudover har hun været brandingchef, projektchef for forretningsområdet ‘Business Events’ og en af de bærende kræfter i udviklingsprojektet Meetovation.

Gottlieb & Co er specialiseret inden for strategisk marketing og udvikling af kreative kampagner til brands inden for oplevelses-økonomien.

Den opgave glæder Anja Hartung Sfyrla sig til at blive en del af:

“Jeg har i en årrække samarbejdet med globale digitale platforme i rejsebranchen og med at udvikle utraditionelle partnerskaber med alt fra filmselskaber over danske møbler og lakrids – til musikbranchen. Alt dette i et tæt samarbejde med den danske turismebranche. Min store interesse er de trends og tendenser, der former efterspørgslen fremadrettet. Jeg ser meget frem til at bruge min viden og erfaring i Gottlieb & Co’s spændende rejse fremadrettet.”

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Før VisitDenmark har Anja Hartung Sfyrla arbejdet med salg, produktudvikling og marketing både i Danmark og udlandet bl.a. i Hilton, Radisson og Wallmans i Cirkusbygningen.

Anja er 44 år, oprindeligt midtjyde og uddannet inden for turisme og kommunikation bl.a. fra Copenhagen Business School. Hun sidder desuden i bestyrelsen for velgørenheds-organisationen LittleBigHelp.