Væksten udebliver: Fremtidens camping skal være cool

(Foto: Dansk Kyst- og Naturturisme)

Campingerhvervet har svært ved at løfte sin del af vækstambitionerne på trods af en stigende efterspørgsel på naturnære ferieoplevelser fra danske og udenlandske turister. Udvikling af nye og eksisterende overnatningstilbud med stærk kobling til outdoor kan være løsningen, lyder det fra Dansk Kyst- og Naturturisme.

Campingpladserne er med 11,1 mio. overnatninger landets næststørste overnatningsform. Omkring 21 procent af det samlede antal overnatninger i Danmark foregår på campingpladserne, men sammenlignet med landets øvrige overnatningsformer har campingpladserne ikke oplevet samme vækst siden 2013.

Det skyldes dels manglende investering i produktfornyelse, der svækker ferieformens tiltrækningskraft yderligere, lyder det.

“Vi ved, at der er et marked i form af både danskere og tyskere, der gerne vil holde ferie på campingpladser, hvor faciliteterne er tidssvarende og lever op til forventningerne hos den moderne feriegæst. Det gælder også den yngre målgruppe, som jo i høj grad efterspørger den frie, naturrige ferieform i komfortable rammer, som taler direkte ind i campingferiens DNA. Potentialet er således enormt, hvis vi formår at udfordre ”plejer” og rebrande campingferien til den yngre målgruppe,” lyder det fra formand for Camping Outdoor Danmark, Dorthe Kiilerich, som fortsætter:

(Foto: Dansk Kyst- og Naturturisme)

“Hvis det fulde potentiale skal indfris, kræver det desuden, at vi formår at øge belægningsprocenten og udvide sæsonerne, som fx feriehusaktørerne har stor succes med i disse år. Det kræver blandt andet adgang til kapital og investeringer i branchen, som eksempelvis kan bidrage til at opgradere overnatningsenhederne til helårsprodukter, så betingelserne for yderligere vækst er til stede.”

I 2018 begrænsede kapacitetsudnyttelsen på de danske campingpladser sig til ca. 15 procent i gennemsnit på landsplan, mens belægningsprocenten i juli 2019 lå på 46 procent.

Kapacitetsudnyttelsen er således lav i både højsæson og skuldersæsoner sammenlignet med fx feriehuse til udlejning, feriecentre og hoteller.

To centrale udviklingsveje kan være løsningen

Hos Dansk Kyst- og Naturturisme har man således iværksat en række konkrete aktiviteter, der skal motivere og støtte campingerhvervet i at transformere en del af det eksisterende campingprodukt til at kunne tiltrække fremtidens målgrupper. Det sker gennem projektet ’FUTURE CAMP, som blandt andet har modtaget Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses tilsagn om 0,5 mio. kr.

“Det er jo paradoksalt, at efterspørgslen på naturoplevelser og behovet for ro og nærhed på ferien stiger samtidig med, at vi ser manglende vækst ved en ferieform, der netop rummer alle disse aspekter. Vi mener derfor, at der ligger et stort potentiale i at koble overnatningsformen fra camping med øvrige trends fra outdoor-turismen,” forklarer Jacob R. Kirkegaard Larsen, der er destinationsudviklingschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme.

“Vi ser to centrale udviklingsveje for campingpladserne. Den ene handler om at imødekomme en bred efterspørgsel i markedet og udvikle flere og større hytter af højere standard. Den anden er udvikling af nye koncepter, der med direkte afsæt i stærke livsstilstrends og innovative løsninger kan skabe et helt nyt produkt, der kan skabe hype og tiltrække nye målgrupper,” siger Jacob R. Kirkegaard Larsen.

FUTURE CAMP-projektet vil kombinere friluftsliv og luksus, og matche målgruppernes øvrige præferencer ift. aktiviteter, fødevarer eller livsstile. Målet er ikke at udvikle et stort antal enheder for hvert koncept, men i stedet udvikle unikke overnatningstilbud, der i kraft af deres attraktivitet på sigt kan have en positiv afsmittende effekt på hele campingbranchen.

Projektet løber frem til december 2020 og blandt deltagerne findes campingpladser, destinationsselskaber, Camping Outdoor Danmark og andre relevante aktører.

(Foto: Dansk Kyst- og Naturturisme)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *