Home / Camping, vandrerhjem, sommerhus & feriecentre / Vandrerhjem melder om markant udvikling

Vandrerhjem melder om markant udvikling

Klaus Eriksen er manden bag Hallo Hostel i Aarhus, der åbnede sidste sommer. Hostellet er nyt medlem af Danhostels. (Foto: Lars Bo Axelholm)
Klaus Eriksen er iværksætteren bag Hallo Hostel i Aarhus, der åbnede sidste sommer. Hostlet er nyt medlem af Danhostels. Turisme.nu bringer snart et større interview med Klaus Eriksen om hans arbejde med at etablere et moderne hostel. (Foto: Lars Bo Axelholm)

Det går fremad for vandrerhjemmene. De seneste tal fra Danmarks Statistik offentliggjort i februar viser, at 2017 sluttede med en markant vækst.

Antallet af overnatninger steg således med 10,4 % i fjerde kvartal sammenlignet med tredje kvartal.

Og isoleret set for december steg overnatningerne på vandrerhjem med hele 25 % i forhold til december 2016.

Det positive resultat for vandrerhjemmene smitter også af på Danhostel-kæden, som fortsætter deres tilgang af nye medlemmer.

I starten af året udvidede man med et nyt hostel i Aarhus – Danhostel Aarhus City, og fra februar kan man nu tælle endnu tre nye medlemmer; et i Nyborg, et i Rønde på Djursland og et ved Flensborg Fjord i Sønderjylland tæt på den dansk/tysk grænse.

De nye medlemmer er en del af Danhostels vækststrategi, og skal styrke kædens position på det danske marked.

Med de nye hostels har Danhostel nu 65 medlemmer fordelt over hele Danmark.

HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK

Danhostel går efter nøglepositioner på Danmarkskortet

De nye medlemmer af kæden er et led i Danhostels vækststrategi frem mod 2020 samt et ønske fra bestyrelsens side om at være tilstede på nogle af de vigtigste destinationer i landet for både turister og forretningsrejsende.

Ole Andersen. (Foto: Danhostel)
Ole Andersen. (Foto: Danhostel)

Direktør for Danhostel Ole Andersen er godt tilfreds med den positive vækst i antallet af medlemmer:

“Vi ser i disse år med al tydelighed, at der er en nærmest eksplosiv vækst i nye overnatningssteder i hostel-segmentet, og denne udvikling ønsker Danhostel naturligvis at være en del af,” siger Ole Andersen i en pressemeddelelse.

“Vores ambition er styrke vores repræsentation i de største og vigtigste byer og områder i Danmark, og med de tre sidste nye skud på stammen er vi rigtig godt på vej til at indfri denne ambition. De tre nye hostels ligger alle tre i attraktive områder af Danmark, hvor vi helt klart ser et potentiale for os i at være tilstede,” siger Ole Andersen.

LÆS OGSÅ: Ny vandrerhjem i Gilleleje vil løfte turismen i Nordsjælland

Hostels med klare profiler

Udover beliggenheden i meget forskellige områder af landet, så har de tre nye hostels også hver deres helt egen profil og kan dermed tiltrække forskellige gæstetyper.

“Vores tre nye hostels er med deres forskellige profiler med til at styrke kæden på hver deres måde,” siger Ole Andersen.

Danhostel Nyborg er et nyt vandrerhjem. (Foto: Danhostel)
Danhostel Nyborg er et ny-etableret
vandrerhjem og byens første hostel.
(Foto: Danhostel)

Danhostel Nyborg er et nyetableret hostel, som har en unik beliggenhed helt ned til vandet ved den historiske købstad Nyborg, som bl.a. har Nordens ældste Kongeborg, byen besøges hvert år besøges af masser af turister. Med etableringen af Danhostel Nyborg får byen sit første hostel.

Danhostel Rønde på Djursland er nyt medlem af Danhostel (Foto: Danhostel)
Danhostel Rønde på Djursland er nyt medlem
af Danhostel (Foto: Danhostel)

Danhostel Rønde ligger på Djursland med udsigt til Nationalpark Mols Bjerge, og er et tidligere medlem af Danhostel. Djursland er en de største turistdestinationer i Danmark.

Danhostel Flensborg Fjord. (Foto: Danhostel)

Danhostel Flensborg Fjord har været passivt medlem af Danhostel bliver nu fuldbyrdet medlem. Hostlet er helt nyrenoveret og ligger i en selvstændig bygning, som en del af det nuværende Benniksgaard, som også tegner hotel, camping, golfbane og restaurant. Det har egen biograf og boldbane og ligger tæt på en stor idrætshal.

“Vi ser meget frem til samarbejdet med de tre nye hostels, og er overbeviste om, at de vil være med til at styrke vores position på markedet for både turister, familier, forretningsrejsende samt møde- og konferencegæster,” siger Ole Andersen.

Bornholmske vandrerhjem gik den anden vej

Selv om Danhostel altså kan glæde sig over medlemstilgang, er der dog også vandrerhjem, der vælger at gå ‘den anden vej’.

I december valgte fire bornholmske vandrerhjem således at træde ud af samarbejdet.

Rønne Vandrerhjem, Gudhjem Vandrerhjem, Svaneke Vandrerhjem samt Rosengaarden, valgte i stedet at satse på lokalt samarbejde under navnet ‘Bornholmske Vandrerhjem’.

”Det har været en stor beslutning, for vi har alle været med i kæden i flere årtier,”sagde Marian Lundh fra Rosengaarden i december.

”Men vi mener, at tiden er kommet til at stå på egne ben for bedst muligt at kunne fokusere på de bornholmske forhold og tilpasse os til det specielle marked vi henvender os til.”